
Selvom maj bød på fremragende vejr i Danmark, dæmpede det åbenbart ikke rejselysten.
Københavns Lufthavn kan nemlig melde om en rekord god maj måned, hvor 2.750.395 passagerer gik gennem de mange gates i flyvepladsen på Amagers sydspids.
Fem dage i maj havde over 100.000 rejsende i Københavns Lufthavn. Fredag den 18. maj var den travleste af alle med 102.350 rejsende.
De var med til at give den travleste maj i lufthavnens historie. Eller 6,4 pct. flere passagerer end i samme måned for et år siden.

Den travleste dag i maj rejste 102.350 passagerer gennem Københavns Lufthavn. Årets travleste dag ventes at komme i juli med over 114.000 rejsende.
Mens ruteflyvningen har været upåvirket af den usædvanligt varme og solrige maj, har det gode vejr dog til en vis grad ramt de rene charterflyvninger. Her er der en tilbagegang på 6 pct. Ellers var der vækst over hele linjen.
For fem år siden havde lufthavnen 89.987 passagerer på årets travleste dag – den 27. juni 2013. Den regner man med vil blive slået med flere længder i år. Lufthavnen forventer, at 2018’s mest travle dag vil falde i juli – med over 114.000 rejsende.
De interkontinentale ruter fra Københavns Lufthavn står for den største del af væksten. I maj voksede antallet af rejsende på de lange ruter således med 7,2 pct.
Maj bød desuden på åbning af to nye langdistance ruter, der kan øge passagertallet yderligere. Det er Cathay Pacifics nye direkte rute til Hong Kong og Air Chinas direkte luftvej til Beijing.

I maj havde Københavns Lufthavn den største fremgang i passagerer, der fløj til og fra Helsinki. (Foto: Joakim Honkasalo / Unsplash)
De 10 mest populære ruter til og fra Københavns Lufthavn var i maj. Også angivet er passagertal i forhold til samme måned for et år siden:
- London – 203.115 – plus 2,0 pct.
- Stockholm – 148.279 – plus 2,9 pct.
- Oslo – 122.294 – minus 2,3 pct.
- Amsterdam – 103.243 – plus 5,6 pct
- Paris – 92.329 – plus 6,4 pct.
- Helsinki – 90.740 – plus 8,5 pct.
- Aalborg – 78.899 – plus 3,2 pct.
- Berlin – 65.466 – plus 0,4 pct.
- Frankfurt – 58.943 – plus 3,6 pct.
- Bruxelles – 57.041 passagerer – minus 4,2 pct.
Skriv et svar