Én ting er, at flyselskaberne sjældent er rigtig gode til at overholde fartplanerne. Især her i sommer-månederne er den ofte gal med tiderne, fordi luftens motorveje over Europa er stopfyldte. Forsinkelser i ankomst og landinger er hverdags-kost.
En anden ting er lufthavnenes opgave. De skal sørge for, at passagerflyene kommer afsted til tiden. Det er jo den første forudsætning for, at flyene ikke bliver forsinkede i sidste ende,
Den disciplin var Københavns Lufthavn (CPH) rimelig god til i juli måned. Med 70,43 pct. afgange til tiden er CPH Europas femte-mest punktlige. Det er et enkelt hop op på hitlisten, hvor København var nummer seks i juni.
Top-10 listen over Europas og verdens mest præcise lufthavne samles hver måned af det engelske konsulent-firma Flightstats.
Københavns evne til at få flyene sendt afsted til tiden er dog for intet at regne i sammenligning med Europas suveræne nummer ét på det punkt.
Den misundelsesværdige position indehaves igen i juli af Moskvas Sheremetyevo International Airport. Her afgik mere end ni af ti fly med mindre end et kvarters forsinkelse. Mere præcist 92,62 pct.
Hvor suveræn Sheremetyevo var i juli, ses ikke kun af, at den russiske lufthavn var mere end 22 pct. mere punktlig end København. Alle andre større lufthavne i Europa hinkede mindst 20 pct. efter Sheremetyevo i disciplinen at sende passagerfly afsted til tiden.
Her er Flightstats Top-10 over europæiske lufthavne i juli. Procenten angiver, hvor mange afgange der afgik med mindre end 15 minutters forsinkelse_
- Sheremetyevo i Moskva – 92,92 pct.
- Adolfo Suarez i Madrid – 73,46 pct.
- Domodedovo i Moskva – 73,35 pct.
- Gardermoen i Oslo – 71,18 pct.
- Københavns Lufthavn – 70, 43 pct.
- Heathrow i London – 68,37 pct.
- Arlanda i Stockholm – 67,69 pct.
- Franz Josef Strauss i München – 67,57 pct.
- Tegel i Berling – 66.50 pct.
- Schiphol i Amsterdam – 64,96 pct.
Skriv et svar