Strejker og højere løn hos personalet, problemer med flyveledere i Europa, prishop på flybrændstof, udgifter i forbindelse med købet af Laudamotion og generelt meget lave billetpriser kostede Ryanair dyrt i det seneste regnskabsår, der løb frem til udgangen af marts.
Tilsammen gjorde disse ting, at Ryanairs overskud faldt med 30 pct. i sammenligning med året før.
Hos de fleste andre virksomheder ville den slags udmeldinger skabe panik-stemning. Ikke hos Ryanair.
Det irske flyselskab har nemlig bedre end nogen anden bevist, at man kan tjene gode penge på at sælge billetter billigt.
På trods af det store fald i overskuddet tjente Ryanair nemlig fortsat over en milliard euro på bundlinien. Det er knap 7,8 milliarder danske kroner.
Ryanair har dog også ting at glæde sig over. Først og fremmest strømmer passagerer til Europas største lavpris-selskab. Også selvom de ved, at service niveauet er lavt, og næsten hver eneste ting koster ekstra.
139 millioner tog en billig flyvetur i det seneste regnskabsår med Ryanair og irernes to datterselskaber – Lauda i Østrig og Buzz i Polen. Det er godt ni millioner flere end året før.
Alle fløj på ruter i Europa. Ryanair satser nemlig ikke på lange ruter til USA, Mellemøsten eller Asien. Det overlader Ryanair til andre – inklusive sin irske konkurrent Aer Lingus eller lavpris rivaler som Norwegian, Level eller Eurowings.
Modsat sin normalt meget aggressive stil er Ryanair overraskende forsigtig i sine prognoser for det nye regnskabsår 2019/2020.
Ryanair gruppen venter således at transportere 153 millioner rejsende, men med et mindre overskud end i år. De 153 mio. er en stigning på otte procent i passagertal.
Det skyldes dels, at Ryanair nu betaler sine piloter 20 pct. mere i løn. Dels holder en stærk konkurrence i luften billetpriserne nede.
I det forløbne år betalte en Ryanair passager således kun 37 euro i gennemsnit for sin billet. Det svarer til ca. 280 kroner og er seks procent mindre end året før.
Antallet af bookinger her i foråret ligger over samme tidspunkt for et år siden. Til gengæld ligger den gennemsnitlige billetpris lavere.
Endelig er Ryanair usikker på, hvad Brexit vil få af følger. England står for en stor del af flyselskabets omsætning, selvom Ryanair forsøger at sprede sine aktiviteter til andre dele af Europa….
Skriv et svar