Danskerne vil på ferie i år. Næsten koste hvad det vil. Aldrig har feriebudgettet været så højt, og klima-debatten påvirker ikke flertallet.
Dem, der har råd, tager på sommerferie i udlandet. Er pengene små, holder danskerne ferie i Danmark. Men ferien skal holdes.
En ny analyse fra Nordea afslører, at en dansk familie i gennemsnit bruger 17.350 kroner på årets sommerferie. Det er 17 pct. mere end sidste år og det højeste nogensinde. Beløbet inkluderer transport, ophold, forlystelser og shopping.
Københavnerne bruger de fleste penge på sommerferien. De rejser mere til udlandet end gennemsnits-danskeren, og det er dyrt for tegnebogen:
”Dansk økonomi står midt i et langt og sundt opsving. Beskæftigelsen er vokset med over 1.000 personer om ugen i det seneste år. Det har givet danskerne flere penge mellem hænderne – og de skal bl.a. bruges på sommerferien. Vi køber ganske enkelt dyrere ferier, fordi vi har råd,” forklarer forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.
Hun tilføjer, at mange boligejere har fået nye lån med lavere rente og ydelse. Samtidig er ejendomspriserne steget i det meste af landet – og med dem friværdien. Den lave inflation betyder, at der reelt set er kommet flere penge ud af lønstigningerne. Ikke bare luftpenge.
Husstands-indtægten bestemmer
Folk i hovedstads-regionen har skruet stærkest op for ferieplanerne. De vil bruge 17 pct flere penge end sidste år.
Kigger man på Danmarks-kortet, stiger alle regioner med mindst 10 pct. Dyrere sommerferie er altså et landsdækkende fænomen i år.
”De største forskelle på rejseplanerne ser man i husstands-indkomsterne. Tjener man over 700.000 kroner om året, er der i snit lagt 23.300 kroner i ferie-sparegrisen: Hos de husstande, der har under 300.000 kroner, er det kun 10.400 kroner,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Hver fjerde dansker holder hele sommerferien i Danmark. Det er lidt færre end i 2018.
Er der børn i husstanden, bliver 31 pct. i Danmark hele ferien. Og er feriebudgettet på under 5.000 kroner, bliver over halvdelen inden for de danske grænser.
Nogle danskere har slet ikke planer om at holde sommerferie i år. Det svarer ni pct af de 1.017 voksne danskere, som analysefirmaet YouGov har interviewet for Nordea. Interviewene er foregået mellem den 1. og den 5. maj i år.
Ifølge Nordeas forbrugerøkonomi er det især husstande med lave indkomster (19 pct) og unge under 26 år (14 pct). Helt anderledes har familier med børn:
”Børnefamilierne prioriterer ferien meget højt. Blandt dem regner kun tre procent med, at det ikke bliver til sommerferie i år. ,” vurderer Ann Lehmann Erichsen.
….
Skriv et svar