Efter to års voldsom krise begynder Danmarks største lufthavn at mærke positiv luft under vingerne.
Københavns Lufthavn (CPH) står midt i en travl påske, og flyselskaberne er klar med sommer-rejser til 120 forskellige destinationer.
Langt de fleste ruter går til Europa, men de lange interkontinentale afgange er også så småt ved at vende tilbage.
1.418.526 millioner passagerer brugte CPH i marts, hvilket er en fremgang på næsten 40 procent i forhold til februar måned.
Det betyder også, at 6 af 10 rejsende er tilbage, hvis man sammenligner med samme periode før Corona – altså foråret 2019.
I den sidste uge af marts nærmede antallet af passagerer sig 70 procent af det normale. Forventningen er derfor, at april vil bringe lufthavnen endnu tættere på normalen.
Fredag den 8. april nåede CPH således op på næsten 80.000 rejsende. Det var lufthavnens bedste dag, siden Corona pandemien ramte for to år siden.
Fremgangen giver dog ikke kun store smil i lufthavnen, der engang var hovedstadens klart største arbejdsplads. Corona førte nemlig omfattende fyringer af personale med sig, og det står CPH og mangler lige nu, hvor travlheden vender tilbage:
Både CPH selv og virksomhederne i lufthavnen er i gang med at ansætte, men det tager flere måneder at uddanne, træne og få alle folk godkendt af myndighederne.
Dertil kommer nye krav til baggrunds-tjek af alle andre nyansatte i de over 1.000 selvstændige virksomheder i lufthavnen.
Kravene kan betyde mandskabs-mangel i en periode og give længere ventetid i f.eks. bagage-udleveringen, når man kommer hjem fra påskeferien.
Men allerede på vej ud på ferie må rejsende påregne ekstra ventetid i f.eks. sikkerheds-kontrollen og ved check-in. Sørg derfor for at ordne så mange af procedurerne hjemmefra og kom til lufthavnen i ekstra god tid.
”Vi forventer, at sikkerheds-kontrollen vil være fuldt bemandet igen fra juni. Også virksomheder med speciale i check-in og ground-handling ansætter på livet løs,” fortæller Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Danmarks største lufthavn regner med, at trafikken vil nærmere sig det normale i løbet af sommeren, når det gælder europæiske destinationer. Især Sydeuropa og Middelhavet lokker, men også storby-ferier er vendt tilbage.
Til gengæld går det trægt med at få gen-åbnet de lange ruter til Asien og Kina, hvor en ny Corona-bølge har ramt. København har i øjeblikket fem ugentlige afgange til Singapore, og Bangkok åbner også snart.
At de gode gamle dage er ved at vende tilbage, kan lufthavnen også mærke på hitlisten over de mest populære flyruter. London er således vendt tilbage som nummer ét for anden måned i træk.
Før Corona var London i marts den klart største destination i årevis. Godt 92.000 rejste til og fra den britiske hovedstad, hvilket dog kun er halvdelen af normalen.
Kigger vi på det mest populære land at rejse til fra København, ligger Spanien ikke overraskende som nummer ét. Flest danskere flyver til og fra Malaga:
- London – 92.568 passagerer
- Oslo – 90.606
- Amsterdam – 70.247
- Stockholm – 67.828
- Aalborg – 67.566
- Paris – 58.971
- Malaga – 41.219
- Istanbul – 35.655
- Milano – 31. 358
- Frankfurt – 30.871
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar