Rejseblogs som Trends & Travel har en svaghed for at skrive mest om lufthavne og flyveture. Lidt synd, for der findes jo mange andre spændende måder at rejse og holde ferie på. Til søs eller på land.
I dag vil jeg derfor præsentere jer for 15 forslag til eventyrlige, anderledes og smukke ”road trips”, som I kan foretage jer i bil i Europa.
De 15 bilture er foreslået af Englands store pris-sammenlignings-side Compare the Price. I dette tilfælde er det dog ikke de billigste priser, der skal findes, men de mest spændende bilrejser.
Uanset, om man nu kører efter romantik, familie ferie, naturens dramatik, udsigt til havet eller foretrækker korte eller længere ture i bilen, har oversigten “The Greatest Roadtrips in Europe” et godt forslag.
Blandt de 15 er f.eks. ”Ild og vand” ruten på Island, hvor man kører på øens veludbyggede ringvej. Undervejs oplever man fascinerende scenarier som vulkaner, gletsjere, vandfald og måske også nordlyset.
“Film ruten” følger i fodsporene på Harry Potter, Luke Skywalker og Jon Snow på den grønne ø Irland. På turen passerer man masser af hyggelige kroer og landsbyer, kan bese lokale bryggerier og destillerier osv.
Det vigtigste er dog at besøge Irlands mange berømte film locations, som man kan genkende fra biografen og tv-skærmen.
Køreturen ”Sardiniens kyster” tager en uge, hvis man vil opleve middelhavs-øens charme. Både i bilen og naturligvis udendørs ved stop på de mest piktoreske steder.
Sardinien har nogle af Italiens bedste badestrande, charmerende landsbyer, flotte landskaber, gammel kultur og gode vine og måltider.
”Eventyr ruten” foregår til gengæld på fastlandet. Den passerer gennem det sydlige Tyskland, Schweiz og Frankrig.
Turen ser ofte ud, som om den er taget lige ud af en billedbog eller et eventyr med slotte og prinsesser.
Online guiden er interaktiv, så man kan finde alle detaljer om ruterne ved at klikke på de røde markeringer på den geografiske oversigt. Se den her….
Skriv et svar