Luftfarts-branchen er virkelig på vej tilbage til fordums styrke og kreativitet.
Dét kan man ikke kun se på de bedre og bedre passagertal hos de fleste flyselskaber. Et andet tegn er, at nye flyselskaber popper op igen, og de mange eksisterende selskaber udvider deres netværk med nye destinationer.
Det seneste eksempel kommer fra Tyskland, hvor den kun 18-årige iværksætter Adem Karagöz vil åbne sit eget flyselskab – Bavarian Airlines.
Karagöz er angivelig født i Estland i 2004. Han er i dag både estisk og schweizisk statsborger med officiel bopæl i Schweiz.
Med udgangspunkt i München vil Karagöz fra næste efterår tage kampen op med Lufthansa. Målgruppen skal især være de højt-betalende forretningsfolk, der gerne vil have lidt ekstra luksus for pengene på flyveturen.
Bavarian Airlines vil lease 12 Embraer E195-E2 til sit netværk, der skal forbinde München med bl.a. London, Berlin, Amsterdam, Wien, Milano og Düsseldorf.
Ifølge det nye flyselskabs hjemmeside har flyene plads til 126 mod normalt 146 passagerer i et to-klasse layout. Alle passagerer får tilbudt gratis Wi-Fi med høj hastighed.
Business Class hos Bavarian Airlines skal svare til First Class på amerikanske indenrigs rutefly. Det vil sige, at der kun er ét sæde på hver side af mellemgangen og derfor god plads.
Den anden specialitet i forhold til konkurrenter som Lufthansa, Swiss, Austrian, KLM eller British Airways er, at Bavarians loyalitets-program kører med selskabets egen krypto-valuta – BVX.
Bavarian hævder, at flyselskabernes normale Frequent Flyer programmer, hvor man optjener points, er helt ”ubrugelig.” Så er det meget bedre at få sin egen krypto-valuta a la Bitcoin.
Hvad man skal bruge sine optjente BVX’er eller Bavarian Tokens til, glemmer Bavarian at fortælle. Måske det er egne Non-Fungible Tokens – digitale kunstværker – som bl.a. AirBaltic fra Letland lancerede for et år siden.s
I det hele taget begynder skepsis at få magt i tyske og britiske erhvervs-medier, der advarer om at Bavarian Airlines kunne være en ny finans-boble eller blot et marketing-stunt.
Flyselskabet har nemlig kun en nydelig hjemmeside, hvor billetsalget skal begynde fra andet kvartal i 2023.
Omvendt har Bavarian hverken fly eller en tilladelse til at flyve kommercielt – et såkaldt Air Operator’s Certificate (AOC). Desuden har flere af de nævnte lufthavne aldrig hørt fra flyselskabet.
De tyske medier fokuserer på, at en kun 18-årig er sat i spidsen for et flyselskab, der skal udfordre Lufthansa. Hvem gemmer sig mon bag knægten?
Tilsvarende har flere britiske fagmedier som f.eks. ”Aerotime” gravet i sagen og opdaget, at selskabet bag Bavarian Airlines blev stiftet som Hessische Finanzgruppe i England i september sidste år.
Det var med en beskeden egenkapital på 10.000 pund og den 18-årige Adem Katagöz som hoved-aktionær med 75 procent.
Katagöz hævder til gengæld, at han med nogle få tusinde euro fra forældrene har tjent styrtende med penge på risikofyldte investeringer i de senere års krypto-valuta bølge. Desuden har han arbejdet i ni månederne for FN som “operational risk manager” og solgt flere firmaer, han har stiftet.
Vi må se, om Bavarian Airlines nogensinde kommer på vingerne og måske tager danske lufthavne som København og Billund med i sit fremtidige netværk….
(Indledningsfoto til artiklen: Embraer)
Skriv et svar