Årets anden måned blev rigtig travl for Danmarks største lufthavn.
De to vinterferie-uger plus en ekstra skuddag den 29. februar sørgede nemlig for, at Københavns Lufthavn (CPH) havde 1.849.923 passagerer gennem terminalerne. Det var 13 procent flere end i samme måned i 2023.
Alene i de to vinterferie-uger rejste 1,1 million mennesker til og fra København med fly. Februars travleste dag var søndag den 25. februar med 79.000 passagerer.
Om få dage begynder påsken, der traditionelt er blandt årets travleste uger i Danmarks største lufthavn.
I år forventer man, at omkring 1,5 million passagerer vil bruge CPH i forbindelse med påskedagene. Det er otte procent flere end sidste år.
I februar var London igen den suverænt mest populære destination. 124 flyafgange går hver uge fra København til Londons tre lufthavne Heathrow, Stansted og Gatwick.
Her er Top-10 over de mest brugte flyruter til og fra Københavns Lufthavn i februar:
- London – 130.629 passagerer
- Oslo – 94.707
- Stockholm – 87.430
- Amsterdam – 82.484
- Paris – 58.493
- Istanbul – 55.334
- Aalborg – 51.837
- Milano – 42.402
- Doha – 41.487
- Malaga – 41.408 passagerer
Som altid anbefaler CPH, at passagerer kommer til lufthavnen til tiden. Det vil sige to timer før afrejse, hvis man skal flyve inden for Europa. Tre timer, hvis rejsen går længere væk som f.eks. til USA, Asien eller Mellemøsten.
Desuden er det en god ide at checke ind i hjemmefra og gøre brug af de mange selvbetjenings-løsninger i lufthavnen….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar