Turisterne fra USA har længe været hårdt savnede på danske hoteller, restauranter og turist-attraktioner. Amerikanerne plejer jo at lægge mange penge.
Nu viser nye tal, at amerikanske turister er godt på vej tilbage til Dannevang. I de første 10 måneder af 2023 har vi nemlig haft besøg af 38,4 procent flere end på samme tidspunkt for et år siden.
Antallet af britiske turister er vokset med 30,9 procent, franskmændene med 26,4 procent og italienerne med 24,1 procent.
De ligger nu alle på et niveau over 2019, der var det sidste normale år før Corona pandemien.
Den helt store fremgang kommer fra Kina med 137,8 procent og fra Indien med 52 procent. Begge lande sendte dog kun et meget lille antal turister til Danmark i 2022.
Tyskland har også sendt flere turister end sidste år – nemlig 2,4 procent. Hos hollænderne er det et plus på fem procent.
Til gengæld er svenskere og nordmænd blevet væk i store tal. De to landes svage valutaer gør det dyrt at holde ferie i Danmark.
Antallet af svenskere er således gået tilbage med 13,4 procent i årets første 10 måneder. Fra Norge mangler hver femte turist – nemlig 19,3 procent.
Tallene stammer fra VisitDenmark, der er Danmarks nationale turistbureau. Her forventer man nu, at 2023 bliver et fint turist-år.
I oktober måned havde Danmark således 2,5 procent flere udenlandske overnatninger end i samme måned for et år siden. Det er andet år i træk med en flot fremgang.
Oktober er årets sidste store turist-måned og dermed en god retningspil for, hvordan 2023 som helhed bliver for den danske turist-branche.
Ifølge Katja Moesgaard, der er den nye administrerende direktør for VisitDenmark, tegner der sig et billede af, at flere og flere udenlandske turister igen søger mod Danmark. Den trend ser også ud til at fortsætte ind i det nye år.
På den anden side advarer Katja Moesgaard om, at de usikre tider i verden kan smadre spådomme om udviklingen i 2024:
”Krige, høj inflation og lav forbruger-tillid kan hurtigt ændre situationen. Særligt inflationen påvirker indtjeningen i dansk turisme.”
Hun tilføjer, at antallet af udenlandske overnatninger i Danmark faktisk er faldet i oktober. Det kan være med til at trække årets samlede resultat ned….
(Indledningsfoto til artiklen: David Villadsen / VisitDenmark)
Skriv et svar