Pilot-strejken i SAS de sidste fem dage i april betød 85.000 færre rejsende i Københavns Lufthavn.
Til gengæld trak den sene påske op i regnskabet. Helligdagene blev akkurat så travle, som Danmarks største lufthavn havde forventet.
I alt 2.508.962 passagerer gik gennem terminalerne i april. Det er 0,5 pct. flere end i samme periode i fjor.
SAS og rejsebureauer gjorde en stor indsats for at booke de strejke-ramte passagerer om til andre flyselskaber.
Mange rejsende fandt også selv alternative billetter hos de 70 selskaber, der også flyver til og fra København. Samlet set betød strejken dog færre passagerer.
Lufthavnen har også andre forklaringer på, at fremgangen i passagertal var så beskeden her i den forløbne måned:
Sammenlignet med april 2018 mangler der i år to flyselskaber, som havde mange passagerer i København.
Det er danske Primera Air og islandske WOW air, der henholdsvis gik konkurs i oktober og i marts. Samlet stod de to selskaber for 36.500 passagerer i april sidste år.
År til dato er antallet af rejsende i Københavns Lufthavn vokset med én procent. Især går det fremad for de lange, internationale ruter til og fra destinationer uden for Europa. Her har væksten i årets fire første måneder været på hele 10,3 pct.
I april var London igen igen den mest populære by at flyve til fra København. Brexit diskussionen har endnu ikke påvirket lysten til at rejse med fly mellem den danske og britiske hovedstad.
Den store højdespringer med hensyn til passagertal er Berlin. Efter sidste års nedgang som følge af Air Berlins konkurs og det efterfølgende kaos i det tyske luftrum er Berlin nu tilbage som nummer 8 på hitlisten i Københavns Lufthavn.
I årets fire første måneder er 205.395 mennesker rejst med fly mellem den danske og tyske hovedstad. Det svarer til en fremgang på 13,1 pct.
Her er aprils Top-10 liste over de mest befløjne destinationer til og fra Københavns Lufthavn:
- London – 190.871 passagerer
- Oslo – 115.357
- Stockholm – 106.270
- Amsterdam – 92.147
- Paris – 79.478
- Helsinki – 65.214
- Aalborg – 64.112
- Berlin – 60.191
- Frankfurt – 54.596
- Malaga – 53.776
Skriv et svar