Rigtigt mange valgte at forlænge sommeren med en rejse i efterårs-ferien.
Det har man kunnet mærke tydeligt i Københavns Lufthavn, der i oktober havde den travleste efterårs-måned i flere år.
2.543.923 millioner passagerer rejste til eller fra Danmarks største lufthavn. Det er 12 procent flere end i oktober sidste år.
Fredag den 13. oktober blev dagen med næst-flest passagerer i år:
Dagen op til skolernes efterårs-ferie fik 100.725 til at pakke kufferterne og tage vinger på. Kun fredag den 14. juli var større med sine 101.225 passagerer.
Flyselskaberne har samtidig taget hul på vinter-programmet. Det byder på 228 direkte ruter fra København. 13 af dem er helt nye og går bl.a. til Asien, Afrika og Mellemøsten.
Antallet af ruter er otte flere end på samme tidspunkt for et år siden. Tallet er sågar højere end før Corona i 2019 – dog kun med én rute.
Blandt nyhederne er, at SAS har genoptaget sine flyvninger til Miami i Florida og samtidig åbnet en ny direkte rute til Agadir i Marokko.
Helt nye i København er Etihad Airways, der flyver til Abu Dhabi i Emiraterne – og Nouvelair Tunisie med faste flyforbindelser til Tunesien.
På Europa-kortet åbner lavpris-specialisterne fra Wizz Air to nye ruter til Kutaisi i Georgien og Katowice i Polen.
Wizz Air begynder også at flyve til Budapest og Gdansk, hvor der bliver mere konkurrence om kunderne.
Europas største lavpris-selskab Ryanair begynder her i vinter-halvåret at flyve fra København til Beauvais lufthavnen ved Paris og til Warshawa-Modlin. Desuden fortsætter Ryanair sine ruter til Faro i Portugal og Düsseldorf-Weeze i Tyskland.
Endelig fastholder det spanske lavpris-selskab Volotea sin franske rute til Nantes hen over vinteren, ligesom Volotea flyver til Marseille hen over julen.
Næppe overraskende er de mest populære destinationer med sol og varme spanske Malaga og Barcelona.
Som altid er London dog en klar nummer ét på Top-10 over de mest populære ruter til og fra Københavns Lufthavn. Her er oktobers hitliste:
- London – 164.802 passagerer
- Oslo – 116.618
- Stockholm – 109.535
- Amsterdam – 102.428
- Paris – 93.312
- Aalborg – 73.300
- Helsinki – 56.633
- Istanbul – 56.623
- Malaga – 56.032
- Frankfurt – 54.012
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar