Der er næppe noget flyselskab, som kan sige sig fri for bekymringer med hensyn til stigende omkostninger.
Det gælder også Norwegian, der er det næst-største flyselskab i dansk luftrum. Kun SAS er større.
Norwegian kan ellers glæde sig over, at antallet af passagerer nåede 2.619.529, hvilket er hele 11 procent flere end i september 2023.
”Selvom vi er tilfredse med trafiktallene, arbejder vi aktivt på tiltag, der skal styre omkostningerne. Vi skal være på forkant med forventede, kommende udfordringer,” siger Geir Karlsen. Han er koncernchef i Norwegian. i
Det norske lavpris-selskab er bl.a. negativt påvirket af den igangværende krise hos flyfabrikanten Boeing. Norwegian flyver udelukkende med Boeing 737 maskiner:
”Strejken hos over 30.000 Boeing ansatte har snart varet i fire uger. Den skaber forsinkelser i leverancerne, så vi ikke får det antal nye fly, vi havde regnet med til næste år sommer-program. Det øger vores omkostninger på kort sigt,” forklarer Geir Karlsen.
Norwegian selv havde 2.263.270 passagerer i september, mens 356.269 fløj med datterselskabet Widerøe.
Norwegian er blevet bedre til at sælge sine flysæder, for belægningsgraden voksede til 85,4 procent i september. Det er 1,2 procent højere end for et år siden.
Til gengæld faldt punktligheden, der er et udtryk for, hvor stor en procentdel af Norwegians fly kom i luften med mindre end 15 minutters forsinkelse.
Den endte på 78,6 procent – seks procent dårligere end i september 2023. Forklaringen er vejrforhold og restriktioner i det europæiske lufthavn.
I september havde Norwegian i gennemsnit 86 fly i drift og er netop blevet kåret som det bedste lavpris-selskab ved Danish Travel Awards for andet år i træk….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar