Danmarks største lufthavn er kommet flyvende ind i sommeren. I juni rejste 2,8 millioner passagerer gennem terminaler og gates.
Spanien er det generelt set mest populære ferieland i Københavns Lufthavn (CPH), mens Grækenland er charter-gæsternes favorit.
Den stigende rejselyst ser ud til at fortsætte hen over hele sommeren: Allerede nu har der været 16 dage i lufthavnen med over 100.000 passagerer. I hele 2023 var der kun tre!
Der er gode muligheder for at flyve ud i verden fra København. Hen over sommeren har CPH 293 ruter til 163 forskellige destinationer.
Indtil videre er der åbnet 34 nye ruter, og flere flyselskaber har øget antallet af afgange på allerede eksisterende ruter.
29 af sommerens ruter er interkontinentale og lange. Alene i juni har København fået to nye ruter til USA: American Airlines til Philadelphia og SAS til Atlanta.
Næppe overraskende topper Spanien listen over de mest populære varme lande. Over 220.000 passagerer fløj til og fra Spanien i juni. Det er 14 procent flere end i samme måned for et år siden
Københavns Lufthavn har direkte fly til 12 forskellige spanske byer. De mest eftertragtede er Barcelona, Malaga og Palma de Mallorca.
Grækenland er til gengæld charter-gæsternes favorit med øerne Kreta og Rhodos som de foretrukne rejsemål for solhungrende danskere. 32 procent af alle Grækenlands-rejsende fra CPH tager til Kreta.
Det samlede antal passagerer på både charter- og rutefly mellem København og græske lufthavne er vokset med 20 procent i forhold til sidste år,
”Der er selvfølgelig mange passagerer fra Danmark og Sydsverige, som skal afsted på ferie til sydens sol og varme. Omvendt kan vi også se et stigende antal turister, der kommer med fly for at besøge København og resten af Danmark,” forklarer Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar