Jeg ved ikke, hvordan I har d.et. Men alle de danskere, jeg kender, sørger for at holde den ferie, de har ret til. Nogle skal dog mindes om restdage, inden ferieåret udløber.
Helt anderledes ser situationen ud i Storbritannien. Ifølge en ny analyse holder 50 procent af de voksne englændere ikke hele den ferie, de har ret til.
Hver tredje – 36 procent – begrunder det med, at ”de ikke lige nåede at tage ferien”. 42 procent fortæller, at de føler sig stresset over arbejdet, mens de holder ferie.
Den nye undersøgelse har YouGov lavet på vegne af British Airways Holidays. Analysen indeholder flere interessante tal, som en del mennesker vil finde foruroligende.
Således svarer 46 procent, at de var nødt til at arbejde i ferien. 48 procent tjekkede deres arbejds-email hver dag. 39 procent svarede på emailene.
Analytikerne forudser, at ferie-situationen kan blive endnu mere kritisk i 2023. På grund af dyrere priser og en recession i horisonten vil endnu flere briter finde det svært at retfærdiggøre en ferie.
Det er en kendt sag, at en ferie eller blot nogle dage fri med afslapning kan forlænge menneskers liv. Det er briterne godt klar over: 79 procent af de adspurgte svarer således, at et break er godt for deres mentale helbred.
YouGov analysen er en del af en ny kampagne fra British Airways, der skal lokke flere englændere, skotter, walisere og nordirere til at huske at holde ferie.
(Indledningsfoto til artiklen: British Airways)
Skriv et svar