Her søndag formiddag og tidlig eftermiddag har der været forholdsvis roligt i Københavns Lufthavn. ”Kun” fire flyvninger har været forsinket med op til 45 minutter.
Det kan dog ændre sig meget hurtigt.
Hen mod aften og i aften regner Københavns Lufthavn nemlig med, at nye forsinkelser kan opstå igen som følge af mangel på flyveledere.
Særligt efter klokken 20 skal man forvente forsinkelser.
Det skyldes ikke kun, at søndag aftener altid er travle, men i aften er der samtidig masser af hjemrejser for danskere, der har holdt forlænget weekend på grund Store Bededags-ferien.
I dag søndag har Københavns Lufthavn 630 planlagte starter og landinger med omkring 77.000 passagerer.
Hvor mange der vil blive berørt af forsinkelser, tør ingen spå. Kun, at det nok ikke bliver lige så kaotisk som i torsdags.
Da oplevede mange rejsende i Danmarks største lufthavn forsinkelser på over to timer. Samtidig blev 48 flyvninger aflyst. Dobbelt så mange som på ugens øvrige dage.
131.330 passagerer var berørt af forsinkelser eller aflysninger i perioden fra mandag til og med lørdag. De fleste sad i ankommende fly – nemlig 74.100 – der blev forsinket med mere end 15 minutter.
Flyvelederne styrer også lufttrafikken i de øvrige danske lufthavne, men her har problemerne ikke været nær så store som i hovedstaden.
Flyveledernes arbejdsgiver – Naviair – oplyser, at man har 90 procent af bemandingen på plads. De øvrige 10 procent skal hentes hjem ved, at de nuværende flyveledere skal tage overarbejde og ekstra vagter.
Naviair og flyvelederne er imidlertid dybt uenige i deres lønforhandlinger.
Derfor blev situationen forværret og manglen på personale gabende stor i torsdags, da et antal flyveledere – ifølge Naviair – meldte sig syge lige op til Store Bededags-feriens start.
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar