Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner nu for ansøgning til en pulje på 54 millioner kroner, der er målrettet lokale og tværgående turisme-projekter.
Projekterne skal understøtte visionen i den nye nationale turisme-strategi, der handler om økonomisk, social og miljømæssigt bæredygtig vækst i den for Danmark så vigtige branche.
Den nye strategi blev vedtaget i juni og opstiller pejlemærker for, hvor dansk turisme skal være i 2030.
Det sker efter to år med Corona pandemi, som turistbranchen ser ud til at være kommet godt over nu. Ifølge VisitDenmark var der således 12,5 millioner turist-overnatninger i Danmark i juli. Det er 3,2 procent flere end i samme måned i 2019.
Samlet set havde Danmark godt 36,9 millioner overnatninger i perioden fra januar til juli i år. Det er 9,5 procent bedre end i 2019, der ellers var et rekordår for dansk turisme.
”Bæredygtighed rækker videre end miljø- og klimahensyn. Turisterne efterspørger grønne ferier, og det samme gør de danske destinationer. Derfor vil hele turisme-branchen drage fordel af, at vi nu sætter bæredygtighed og hensyntagen til nærmiljøet på dagsordenen i vores nationale turisme-udvikling,” siger Dorte Krak. Hun er adm. direktør i Arp-Hansen Hotel Group og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Siden 2019 har bestyrelsen givet ca. 250 millioner kroner til godt 90 danske turisme-projekter.
Ansøgningsfristen for at få del i de nye 54 millioner kroner er den 1. februar 2023. Pengene fordeles med 43,1 millioner til tvær-kommunale destinations-selskaber, mens 10,8 mio. kroner kan søges af andre turisme-aktører til lokale og tværgående projekter….
(Indledningsfoto til artiklen: Jesper Voldgaard / Erhvervsfremmebestyrelsen)
Skriv et svar