I begyndelsen af året trak tekniske problemer med de nye 5G mobilnet og flyenes sikkerhed store overskrifter i det meste af verden.
Flere amerikanske lufthavne fik forbud mod at lade en række forskellige flytyper starte og lande i dårligt vejr, medmindre teleselskabernes 5G netværk blev lukket på og i nærheden sf flyvepladser.
USA’s lufthavns-myndigheder FAA havde nemlig opdaget, at flyenes radar-baserede højdemålere brugte frekvenser tæt på de nye 5G mobilnet.
I værste fald kunne folks anvendelse af nye smartphones forstyrre flyenes landinger og føre til farlige situationer – måske endda styrt.
Problemet var størst i en række mindre lufthavne og med bestemte flytyper. Derfor blev teleselskaber som AT&T og Verizon bedt om at stoppe udrulningen af 5G netværkene, indtil en løsning blev fundet.
I Europas lufthavne var problemet mindre eller slet ikke eksisterende, fordi vi i denne del af verden bruger andre frekvenser til 5G mobilnettene end USA.
Nu har den franske teknologi-koncern Thales som den første på markedet udviklet radar-højdemålere med frekvens-filtre, der er immune over for 5G stråling. Det skriver det tyske luftfarts-medie Aero.de.
Siden august har Thales installeret sine forbedrede ERT530R og ERT540R systemer i 50 amerikanske Airbus A320 fly. I alt har Thales bestillinger på at gøre det i 2.000 maskiner – heriblandt også større Airbus A330 og 340 modeller samt fly fra Boeing.
Ifølge Thales rummer de nye radar-højdemålere et båndfilter, der kan isolere signaler på bestemte frekvenser – i dette tilfælde dem mellem 4,2 og 4,4 GHz.
I USA bruger man bl.a. det såkaldte C-bånd til 5G mobilnet. Det arbejder med frekvenser mellem 3,7 og 3,98 GHz, der kan forstyrre flyenes starter og landinger….
(Indledningsfoto til artiklen: Frederik Lipfert / Unsplash)
Skriv et svar