I de seneste par dage har det meget omtalte 5G-problem på efterhånden over 100 lufthavne i USA skabt kaos i den internationale lufttrafik over Atlanten.
Adskillige store flyselskaber måtte enten aflyse deres afgange til USA eller skifte flytype på ruten for at være sikker på, at maskinerne ikke fik vanskeligheder under landing.
Problemet blev skærpet tidligere på ugen, fordi de amerikanske luftfarts-sikkerheds-myndigheder – FAA – kun havde givet godkendelse til nogle enkelte flytyper, mens andre manglede på listen.
Det førte bl.a. til, at Emirates aflyste alle sine afgange til USA, hvor man planlagde at bruge Boeing 777 fly. Oprindeligt hed det sig ellers, at det primært var Boeing 787 Dreamliners, som havde problemer med 5G mobilnet i mange amerikanske lufthavne.
Udmeldingerne fra FAA – Federal Aviation Administration – har skabt en masse forvirring blandt de mange flyselskaber, der har daglige ruter til og fra USA.
Her til morgen forlyder det så, at FAA har givet grønt lys til Boeing 777 og Airbus flytyperne A340, A350 og A380.
Som Trends & Travel har beskrevet i flere artikler gennem de senere uger, er problemerne opstået, fordi to amerikanske teleselskaber er i gang med at opstille master til 5G i og omkring mange lufthavne i USA.
Amerikanerne bruger andre frekvenser til 5G, end vi gør i Europa og Danmark. USA’s er bl.a. i det såkaldte C-bånd, hvis frekvenser ligger tæt på dem, som trafikfly bruger til radio-styret landing i dårligt vejr.
FAA, flere flyselskaber og de to flyfabrikanter Boeing og Airbus har derfor opfordret teleselskaberne til at stoppe udrulningen af 5G i og omkring lufthavne, indtil de tekniske udfordringer er løst. Teleselskaberne har accepteret at skubbe 5G åbningen til juni.
Forvirringen er så opstået, fordi FAA har testet de enkelte flytyper for deres sårbarhed for 5G stråling under landing i f.eks. tåge, regn og snevejr.
FAA har offentliggjort godkendte flytyper drypvis og har dermed efterladt mange udenlandske flyselskaber i tvivl, om de turde sende rutefly til USA eller ej, når deres maskiner ikke var markeret som ok.
I går stregede Emirates således adskillige afgange til USA. Lufthansa byttede Boeing 747-8 med andre flytyper, mens Swiss tog chancen med sine Boeing 777’ere. SAS bruger primært Airbus A350 og skal derfor ikke være berørt.
Nu har FAA så godkendt følgende flytyper, som ikke skulle være i risikoen for strålings-problemer fra amerikanske 5G telefoner og master:
Boeing 717, 737, 747, 757, 767, 777 og MD-10/11. Hos Airbus fungerer A300, A310, A319, A320, A330, A340, A350 og A380 upåklageligt.
Dermed skulle den internationale lufttrafik til og fra USA kunne afvikles stort set normalt igen fra i dag torsdag, medmindre flyselskaberne bruger Boeing 787 Dreamliners til opgaven.
Selvom de to store amerikanske teleselskaber AT&T og Verizon i første omgang har undladt at tænde for deres 5G anlæg i og omkring lufthavnene, skal frekvens-problemerne løses senest til juni – og gerne meget før.
Teleselskaberne har ikke lyst til at bygge deres 5G-systemer helt om til andre frekvenser. Det er en dyr operation, og hvem skal betale den….
(Indledningsfoto til artiklen: Emirates)
Skriv et svar