Nu, hvor Corona pandemien forhåbentligt er på retur, begynder folk – inklusive jeg selv – at tænke på, hvor den næste rejse skal gå hen.
Kommer det så vidt, og kufferterne skal pakkes, dukker det gamle problem nok op igen. Hvad skal man have med på rejsen? Som regel vil man jo gerne fylde kufferten med mere, end der egentlig er plads til i beholderen.
Airdot kan måske være netop den praktiske lille hjælper, vi mangler. Den håndholdte pumpe kan nemlig tømme kufferten for pladskrævende luft, så der kan proppes op til 70 procent mere i bagagen.
Som sådan er vacuum komprimering ikke den store nyhed. Airdot ser blot ud til at være mere effektiv end andre lignende systemer. De medfølgende plastikposer, som tøjet puttes i, har f.eks. et innovativt design, der gør det nemmere og hurtigere at tømme for overflødig luft.
Selve pumpen fylder ikke mere end en dåse deodorant og vejer 172 gram. Den klarer sig uden batteri og kan derfor proppes i kufferten uden godkendelse i lufthavnen. Når den skal bruges, sættes den i en stikkontakt eller forbindes til et powerbank batteri.
Airdots egne tøjposer bliver forseglet med en særlig dobbelt lynlås, der holder dem tætte i op til en måned. Låsen med indbygger ventil gør det endda muligt at komprimere uden brug af pumpe. Ved at rulle og presse tøjet indeni posen, kan man få det til at fylde meget mindre end normalt.
Airdot er udviklet til rejser, men systemet kan også være oplagt til at vinde plads i sine klædeskabe og skuffer. F.eks. til at stuve vintertøjet væk i årets varme måneder.
Selve pumpen skal ikke støje med end 50 dB under arbejdet. Den har samtidig en auto-stop funktion, så den stopper af sig selv, når posen er suget fri for luft.
Airdot forsøger i øjeblikket med succes at skaffe kapital til en storproduktion via ”crowd funding” på iværksætter platformen Kickstarter. Her kan interesserede forudbestille et kit med Airdot pumpe og poser med 40 procent rabat. Prisen er så 46 US dollars eller 317 kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: Airdot)
Skriv et svar