Den hårde konkurrence i luften kan føre til de forunderligste resultater. F.eks, at en flyvetur i et lille og luksuriøst privatfly ikke koster mere end, hvad man betaler for samme tur i en overfyldt passagermaskine med næsten ingen plads til benene, før man rammer personen foran en i ryggen med sine knæ.
Ideen er amerikansk, og den vil blive lanceret næste år i en række af USA’s storbyer. Udgangspunktet er mindre lufthavne, så passagererne hos det nye flyselskab Aura undgår også trængslen og kødannelserne i de store airports.
Priserne for en éngangs-billet begynder ved 280 USD (ca. 1.800 kroner). Det er selvfølgelig dyrere end hos lavpris-selskaberne, men omvendt langt billigere end hvad man normalt skal betale for at leje en privat jet.
Auras fly er Bombardiers CRJ-700 – store firmafly med plads til maksimalt 29 passagerer. De sidder komfortabelt i bredere sæder end på rutefly, med rigelig benplads og en service fra kabine-personalet, der mindst kan matche de store flyselskabernes Business Class.
Måltider af høj kvalitet, god rødvin og rigeligt med drinks er selvfølgelig gratis ombord, medmindre passagererne ikke vil drikke alkohol på arbejde.
Man kunne jo godt forestille sig, at de små Aura jetfly blev særligt populære hos forretningsfolk, der er trætte af store lufthavne og overfyldte rutefly.
Aura vil samtidig udstyre sine fly med det nyeste nye i underholdnings-elektronik. Hver passager har en pæn stor skærm at kigge på.
Der er god plads til at lægge smartphone og laptop – og hver gæst ombord får tilbudt gratis Virtual Reality briller.
Wi-Fi forbindelse med høj hastighed er inkluderet i prisen. Det samme er en iPad Pro tablet, der ligger klar på hvert sæde.
Aura indretter sine maskiner med to klasser, der noget forvirrende kaldes ”First” for standard og ”Wave” for første klasse. Alle andre flyselskaber ville nok bruge det omvendte.
Passagerer i begge klasser hos Aura vil imidlertid opleve en høj grad af luksus, hvor det kulinariske element er vigtigt.
Aura kalder sig selv for USA’s første fem-stjernede flyselskab og nævner selv Lufthansa og Qatar Airways som sine forbilleder på det punkt.
Begge har som få andre flyselskaber forstået, at deres passagerer ønsker måltider og betjening ombord, der svarer til, hvad man kan opleve i førsteklasses restauranter nede på jorden.
First passagererne hos Aura kan forud for deres flyvning vælge deres måltid ud fra et omfattende menukort via en app på mobilen eller deres smartphone.
Udvalget er stort og skal dække måltider fra stort set hele verden. Aura tager gerne imod specielle ønsker – f.eks. fra vegetarer, allergikere eller folk, som af religiøse årsager ikke spiser f.eks. svinekød.
Wave passagererne må ”nøjes med” at vælge deres mad fra en lille buffet – en såkaldt ”Meatlocker” tæt på flyets indgang. Her vil der til hver afgang være et udvalg af forskellige kolde og varme retter med f.eks. steaks, kylling fisk, lam og and.
Aura understreger, at alle passagerer har adgang til friske tapas, sushi og sashimi retter. De serveres ud over førnævnte retter, der varierer fra afgang til afgang.
Med sin stærke satsning på det kulinariske bygger Aura videre på en trend, man kan følge i den internationale luftfart for tiden.
Passagerer, der betaler fuld pris for deres billet – det vil sige Business Class og First Class – skal opleve en højere grad af skræddersyet service ombord på flyet.
Flyselskabet kender således på forhånd sine stamgæsters vaner og foretrukne drinks og måltider. De kender også, hvilken type underholdning de vil have på skærmen – og de ved næsten på minut, hvornår gæsterne vil have sig en lur uden forstyrrelser.
Aura vil benytte Chicago som base for sine flyvninger. Ruterne vil i første omgang gå til New York, Washington DC, Florida, Los Angeles, Las Vegas, Denver og Atlanta.
Den billigste billet på 280 USD gælder for Auras stamgæster – såkaldte Keyholders – mellem Chicago og Atlanta. Det er en afstand på 1.150 kilometer, der tager ca. halvanden time at flyve. En tilsvarende Aura rejse fra New York til Chicago koster 330 USD.
Det bliver spændende at se, om Aura kan få tingene til at hænge sammen med så lave billetpriser, når de første ruteflyvningerne indledes om knap et år.
Den høje grad af individualitet koster dyrt frem for at servere samme plastik-mad til hundreder af passagerer på samme fly.
Desuden gør de stigende brændstof priser det sværere at tjene penge på mindre passagerfly hvor udgiften pr. transporteret sæde er højere end i større maskiner….
Skriv et svar