Alle ved, at det kan være en kostbar affære at stille sin bil i en lufthavn og rejse bort i en uges tid. Hvis ikke, opdager de det første gang, de prøver.
Forskellene i p-pris er enorme. Den dyreste lufthavn er otte gange dyrere end den billigste, viser det netop offentliggjorte ”Global Airport Parking Index.”
Medmindre man har tegnebogen i orden – eller kan få firmaet til at betale parkeringen – skal man holde sig langt fra Londons lufthavne.
Både Heathrow, Gatwick og Stansted hører nemlig til de dyreste af de 100 lufthavne, som britiske myVoucherCodes har indsamlet priser på til sin nye oversigt.
MyVoucherCodes er en online rejse-søgemaskine, der har specialiseret sig i særtilbud, afbudsrejser og tilbud med rabatkuponer fra en lang række virksomheder.
Den dyreste lufthavn i verden er London Heathrow, hvor en uges parkering koster 212 euro eller knap 1.600 kroner.
Til sammenligning er Københavns Lufthavn direkte billig. Her koster en uges parkering kun 360 kroner (49 euro). Det globale gennemsnit af alle 100 lufthavne ligger på 620 kroner.
I Stockholms Arlanda lufthavn skal man bløde 425 kroner for en uges parkering, mens Oslo vil have næsten 1.500 norske kroner for ulejligheden. Det svarer til ca. 1.160 danske!
Søger vi den helt modsatte vej – nemlig den af verdens 100 største lufthavn, hvor det er billigst at stille sin bil i en uge – må vi en tur til Fjernøsten. I Bangkoks Suvarnabhumi Airport koster parkeringen kun 190 kroner.
I kan se den komplette pris-oversiigt for alle 100 lufthavne ved at følge dette link. Her på Trends & Travel viser jeg af pladshensyn kun de 10 dyreste og de 10 billigste.
Her er det dyrest at parkere:
- Heathrow i London – 211,88 euro
- Abu Dhabi International Airport – 199,33 euro
- London Stansted – 185,89 euro
- Zürich Airport i Schweiz – 183,78 euro
- London Gatwick – 163,85 euro
- Oslo Gardermoen – 158,27 euro
- Logan International i Boston – 154,25 euro
- Singapore Changi Airport – 152,27 euro
- San Francisco International – 148,31 euro
- Brussels Airport i Belgien – 140 euro
Og de 10 billigste lufthavne i verden:
- Suvarnabhumi Airport i Bangkok – 25,47 euro
- Chongqing Jiabei i Kina – 26,20 euro
- Düsseldorf Airport i Tyskland – 29 euro
- Wuhan Tianje International i Kina – 30,45 euro
- Sao Paolo Guarhulos i Brasilien – 31,64 euro
- Bangalore Kempegowda i Indien – 32,32 euro
- Manila Ninoy Aquino i Filippinerne – 33,32 euro
- Shanghai Hongqiao i Kina – 34,80 euro
- George Bush Intercontinental i Houston, USA – 35,54 euro
- Seoul Incheon i Sydkorea – 36,34 euro
Skriv et svar