Langturs-busser, der forbinder de største danske byer som alternativ til DSB’s tog er et velkendt fænomen på de danske motorveje.
Nu bliver konceptet så udvidet til flere lande, efter at tyske Flix Mobility (FlixBus) har åbnet for InterFlix billetter fra København og Aarhus.
I første omgang tilbyder FlixBus sine danske kunder direkte busrejser uden omstigning til fem storbyer i udlandet og Paris, Amsterdam, London og Bruxelles.
Prisen er 99 euro – ca. 750 kroner – og virker som en konkurrent til ruteflyene og kørsel i egen bil. InterFlix billetten gælder i tre måneder til fem direkte busrejser uden omstigning undervejs.
Køreturen tager selvfølgelig noget længere tid end flyrejsen. Omvendt kan man sove undervejs. Hopper man f.eks. på en FlixBus i Fredericia en halv time før midnat, vil man vågne op i Bruxelles kl. 09.45 næste morgen.
FlixBus hævder samtidig, at selskabets busser er en langt mere miljø-venlig rejseform end fly og kørsel i egen bil. Medmindre altså, at man har en elbil. Den har til gengæld ikke rækkevidde til at køre fra Danmark til f.eks. Sydtyskland eller Frankrig uden flere gange opladning undervejs.
Desuden tilbyder FlixBus, at passagerer kan betale sig til en CO2-neutral rejse. Det koster mellem én og tre pct. ekstra oveni billetprisen. Pengene går til et FN-godkendt klimaprojekt med energi-effektive ovne i den afrikanske stat Rwanda.
FlixBus er en stor succes i Tyskland, hvor fjern-busser truer Deutsche Bundesbahn (DB) – tyskernes pendant til danske DSB. Bl.a. har Tysklands postvæsen investeret i et busselskab med billige billetter mellem landets større byer.
FlixBus er i dag aktiv i 27 europæiske lande med over 1.700 destinationer. Hver dag har selskabet 250.000 busforbindelser. Mange af InterFlix ruterne er direkte mellem storbyer, men man kan også sagtens skifte ruter undervejs og køre videre til mindre rejsemål.
Hvis man ligefrem elsker at rejse i bud, kan man f.eks. bestille en ”round trip”, der fører en fra København via Hamburg, Amsterdam, London og Bruxelles tilbage til den danske hovedstad. Det samme kan man gøre med udgangspunkt i Aarhus….
Skriv et svar