I begyndelsen drejede det hele sig om et par luftmadrasser i stuen, der skulle tjene lidt penge ind til tre venners husleje i San Francisco.
De boede i en dyr taglejlighed i downtown, som de ville ombygge til en slags lille ”bed and breakfast” butik med plads til tre overnattende i stuen. I første omgang kun, mens en designer konference fandt sted i San Francisco. Den manglede sovesteder til sine kreative deltagere.
De tre udlejere – Joe Gebbia, Brian Chesky og Nathan Blecharczyk – fik blod på tanden og skabte ”Air Bed and Breakfast” med sin egen hjemmeside på internet.
Det næste skridt var at opfinde en speciel morgenmad, der kunne lokke ekstra mange leje til ”loftet” i San Francisco.
De opkaldte morgenmads-blandingen efter Barack Obama og John McCain, der var præsident kandidater i 2008. ”Obama O’s” og ”Captain McCain’s” hed de muesli lignende produkter, som blev en uventet stor succes.
Gebbia og co solgte morgenmaden for 40 USD pakken. Den indbragte mindst 30.000 dollars i startkapital til det, der blev til Airbnb nogle måneder senere.
Den første ”Airbed & Breakfast” hjemmeside gik i luften den 11. august 2008 – og den dato betragtes som den officielle fødselsdag.
Navnet blev i 2009 forkortet til, hvad vi alle kender i dag – Airbnb. Så har I også forklaringen på, hvad de besynderlige bogstaver i firmanavnet står for.
De oprindelige luftmadrasser med morgenmad blev så hurtigt suppleret med hele værelser og lejligheder, man kunne leje via internet.
Nu om dage kender alle Airbnb, som er blevet en multi-milliard forretning med dele-boliger overalt i verden. Fra børneværelser, over lejligheder og villaer til huse i træerne, hele slotte, både, tipier, igloer, private øer og campingvogne.
Også i Danmark er airbnb meget populært. 60.000 danske boliger lejes ud via Airbnb og lokkede i 2017 næsten én million (primært) udenlandske gæster til. Samtidig brugte 850.000 danskere Airbnb til at leje en privat bolig i udlandet.
Især er København en populær Airbnb by. Den danske hovedstad skal være en af de tre storbyer i Europa, som har flest Airbnb udlejninger i forhold til indbyggertallet.
I dag har Airbnb udviklet sig til at hotelbranchens største rival – og dog. For selv en række mindre hoteller er nu begyndt at leje værelser ud via Airbnb. If you can’t beat them – join them.
Lidt i samme stil må topledelsen i verdens største hotel-koncern – Marriott – tænke. Den har nemlig åbnet Tributeportfoliohomes.com på det engelske marked. Portalen skal slås direkte med Airbnb om lejeboliger i London.
Endelig har verdens største rejse- og hotel-portal – booking.com – travlt med at markere sig som direkte Airbnb konkurrent.
Så Airbnb er bestemt ikke alene i verden, men som den Men som den første og den største må Airbnb tage slagsmål og kampe på hele den nye branches vegne.
Derfor kan Airbnb fejre sin 10-års fødselsdag den 11. august med en række udfordringer, der lurer i kulisserne.
For eksempel beskyldes Airbnb værter for at glemme at betale skat – og i en række storbyer er Airbnb så stor, at huslejerne er vokset med raketfart. Ejendoms-ejere vil hellere leje ud via Airbnb end have faste lokale lejere. Det tjener de flere penge på.
Sidste år omsatte Airbnb for 2,7 milliarder USD (ca.13 mia. kroner) og havde 625 millioner kroner i netto indtjening (93 mio. USD). Airbnb har over 5 millioner deleboliger i sin database. De ligger i 81.000 byer og 191 lande verden over. De er udlejet mere end 300 millioner gange gennem årene.
Til sammenligning har verdens største hotelkoncern – Marriott – omkring 1,3 millioner værelser. Fordelt på 30 forskellige hotelkæder.
Dertil kommer, at Airbnb også løbende har udvidet sine aktiviteter. I dag er der bl.a. Airbnb ”Experiences”, hvor man kan booke udflugter, koncerter, events og andre kulturelle oplevelser i den by, hvor man har lejet sin feriebolig. På den måde bliver Airbnb også konkurrent til rejsebureauer.
Airbnb er den ene af de to store internationale spiller i verdens ”dele-økonomi”. Den anden er Uber, som er rendt ind i mange ”uppercuts” for at være for aggressiv i sin markedsføring. Uber blev f.eks. forbudt i Danmark.
Airbnb har hidtil været meget dygtigere end Uber til at tilpasse sig regler og love i de enkelte lande. I Danmark ligefrem samarbejder Airbnb med Skat, og Airbnb har uden protester accepteret de nye danske udleje regler.
Herhjemme må man nu maksimalt boliger via dele-services som Airbnb i 70 dage om året. Det skal bl.a. forhindre, at lejligheder i København omdannes til permanente dele-boliger hos online tjenester a la Airbnb.
Rygterne har også været mange om, at Airbnb snart ville gå på børsen. Værdien skulle ligge på ca. over 200 milliarder kroner (31 mia. USD).
Airbnb’s grundlægger og daglige topched Brian Chesky afviser ikke tanken, men har gang på gang sagt, at Airbnb ikke har travlt med at gå på børsen. Selskabet følger en to års strategiplan, så en børsnotering sker nok ikke før næste år….