Det siges, at lavpris-selskabet Norwegian har store økonomiske problemer og næppe overlever vinteren uden at få finanserne på plads.
Det hævder i hvert fald konkurrenten Ryanair og den store luftfart gruppe IAG, der bl.a. ejer British Airways, Iberia og Vueling. IAG har flere gange forsøgt at købe Norwegian og vil holde sit tilbud åben i et år mere.
De finansielle spådomme ser dog ikke ud til at skræmme Norwegians kunder. De strømmer til som aldrig før.
I juli havde Norwegian det højeste antal passagerer nogensinde i en enkelt måned. Næsten 3,8 millioner købte billet hos Norwegian. 13 pct. flere end i juli for et år siden.
Samtidig lykkes det for Norwegian at fylde 93 pct. af sæderne på sine afgange. Det er meget højt – kun Ryanair er højere med ca. 95 pct – og det plejer at være et sundhedstegn for et flyselskab.
Norwegian gennemførte 99,2 pct. af de planlagte flyvninger i juli. Punktligheden var dog på kun 67,9 procent. Det betyder, at kun to af tre fly ankommer med mindre end et kvarters forsinkelse.
På dét punkt blev Norwegian ramt lige så hårdt som andre internationale flyselskaber i Europa af omfattende flyveleder strejker.
I alt fløj 3.796.283 passagerer med Norwegian i juli – 437.718 flere end samme måned sidste år.
Nu skal den enorme vækst dog dæmpes og frugterne høstes, meddeler Norwegians topchef Bjørn Kjos. Vokseværket var lige ved at koste selskabet livet tilbage i marts.
Antallet af passagerer er således fordoblet på mindre end seks år, og Norwegian har været nødt til at købe mange nye ekstra fly for at følge med succes’en. Det har været en dyr fornøjelse og øget Norwegians gæld betydeligt. Oveni er så kommet, at oliepriserne er steget kraftigt.
Norwegian blev i juli kåret til verdens bedste lavprisselskab på langdistance ruter for fjerde år i træk og til Europas bedste lavprisselskab sjette år i træk af det anerkendte SkyTrax.
Skriv et svar