Selvom der ikke har manglet hverve-kampagner, opfordringer og medie omtale, er det fortsat svært at få kvinder lokket til at tage en uddannelse som pilot.
Ingen af de større flyselskaber har mere end syv procent kvindelige piloter. Endnu mere sjældne er fly med to kvinder i cockpittet. Både en kaptajn og en styrmand.
OK – man så en del af dem i forbindelse med kvindernes internationale kampdag i marts, hvor der var god PR for flyselskaberne i at sætte et par rent feminine pilothold sammen. De gav gode billeder i avisen og på tv.
Virkeligheden er en noget anden. Ifølge tal fra International Society of Women Airline Pilots (ISWAP) havde 7.409 kvinder i foråret job som piloter i ruteselskaber. På verdensplan. Det svarer til 5,18 pct. af piloterne i større passagerfly.
Lufthansa vil nu slå et ekstra slag for at få flere kvinder til at tage styrepinden. Det tyske flyselskab har ca. syv pct. kvindelige piloter, men vil gerne have flere.
30 år med kvindelige piloter
Anledningen af, at fremstødet kommer lige nu er, at det her den 23. august er 30 år siden, at Nicola Lisy og Evi Hetzmannseder lettede som Lufthansas første kvindelige co-piloter.
12 år senere skrev Nicola Lisy igen historie, da hun blev Lufthansa første kaptajn. Mændenes sidste domæne i det store flyselskab blev brudt den 31. januar 2000. Hendes kollega Hetzmannseder fulgte efter et par uger senere.
I dag er en kvinde i cockpittet ikke længere en sensation. På den anden side kan man heller ikke afvise, at det er en sjældenhed, at man ser det som passager. Piloter er stadig et mandejob.
I Lufthansa Group, der ud over ”luffe” selv omfatter Austrian, Swiss, Eurowings og Brussels Airlines, er over 10.000 piloter ansat. De 4.000 af dem hos Lufthansa. Af de 10.000 er omkring 600 kvinder.
Lufthansa erklærer, at det er et af flyselskabets centrale mål i HR-afdelingen at få flere kvinder ansat som piloter.
Det går da også klart fremad: 15 pct. af eleverne i European Flight Academy er i dag kvinder. Akademiet uddanner alle piloter til Lufthansa gruppens flyselskaber.
Leg piloten ind i maven på pigerne
Lufthansa vil dog ikke nævne et decideret mål i tal – og slet ikke så konkret som hos konkurrenten easyJet.
Tidligere i år proklamerede det britiske lavpris-selskab, at 20 pct. af piloterne i easyJets cockpits skal være kvinder i 2020. Altså allerede om halvandet år.
For at gøre kvinder interesserede i arbejdet som pilot begynder easyJet nu allerede med markedsføringen, når kvinderne er små piger eller unge teenagere.
I samarbejde med med den velgørende organisation Girlguiding har easyJet skabt et informations-forløb, hvor pigerne både får lov til at snuse til indretningen i en ægte Airbus – og de kan tage et første dueligheds-tegn i flyvning. En såkaldt ”Aviation Badge for Brownies”.
Det første projekt kører her i sommeren, og i løbet af det første år regner easyJet og Girlguiding med, at mellem 20.000 og 30.000 piger deltager.
Hvad tjener en pilot?
Alle piger og kvinder med en pilot i maven er naturligvis interesserede i at vide, hvad sådan en ”very important person” ude i passagerflyets næse kan tjene i løn.
Det er ikke helt nemt at sige, for der er store variationer mellem, hvad de forskellige flyselskaber betaler deres piloter. Tænk bare på alle de pilot-strejker, som Europas største flyselskab – Ryanair – oplever for tiden.
Lad os derfor tage udgangspunkt i Lufthansa, som denne artikel jo egentlig skulle handle om.
Efter to års uddannelse begynder en nybagt co-pilot med en årsløn på 78.000 euro før skat. Det er ca. 590.000 kroner. Heraf er de 66.000 selve grundlønnen, hvortil der skal lægges forskellige skattefri tillæg for bl.a. skiftende arbejdstider.
Oveni får Lufthansas piloter så en bonus, hvis størrelse afhænger af, hvor mange penge flyselskabet har tjent i det seneste regnskabsår.
Bliver man kvindelig kaptajn som Nicola Lisy og Evi Hetzmannseder, er der mange flere penge at score. Her er årslønnen for en ny-udnævnt på omkring 170.000 euro eller knap 1,3 millioner kroner før skat. Grundløns-andelen 144.000 euro.
Da Lufthansa – som de fleste andre flyselskaber – betaler efte anciennitet, kan en erfaren luftkaptajn tjene op til 280.000 euro – ca. 2,1 mio. kroner.
Én lille hage er der dog ved de mange rare penge. De tyske piloter skal nemlig betale deres to-årige uddannelse af egen lomme. Pris 80.000 euro eller ca.600.00 kroner.
Heldigvis har European Flight Academy indbygget en menneske-venlig afdrags-ordning. Nye piloter kan vente tre år med at begynde med tilbage-betalingen….
Skriv et svar