De fleste vil gerne have noget godt at spise, når de er ude at rejse. Ligegyldigt om de er på ferie, eller de er afsted i embeds medfør.
Nogle går efter at dinere i verdens bedste restauranter. De ligger spredt over det meste af verden med imponerende mange i lille Danmark.
Andre går efter at opleve det lokale køkken i det land, man lige befinder sig i. De gider ikke nøjes med det internationale eller kontinentale køkken, som alle kan spise – og som smager nogenlunde ens overalt på kloden.
Og så er der endeligt dem, der kigger efter storbyer, hvor man kan smage stort set alle køkkener fra hele verden. Byer, som både har det største antal og den største variation af restauranter.
Det er den store gruppe af verdens-åbne og mad-nysgerrige mennesker, som Citybaseapartments.com går efter med sit nye Global Food 2018 Index.
Citybase med hovedkvarter i London er specialist i at formidle møblerede lejligheder på tid i flere hundrede storbyer verden over.
Ind imellem kontrakt-papirer og præsentere de mange lejligheder har Citybase’ medarbejdere fået tid til at udvælge de 25 storbyer i verden, der har den bedste mad-scene og de fleste restauranter at vælge imellem.
Undervejs har Citybase vurderet byerne efter flere kriterier: Hvor mange restauranter har byen pr. 10.000 indbyggere? Hvad koster et godt måltid i den pågældende by? Hvor mange forskellige kulturers køkken kan man møde i byen? Og har byen madsteder, der er optaget på oversigten over de 1.000 bedste restauranter i verden – populært kaldt ”La Liste”?
Lad mig afsløre det med det samme. Danmark er ikke med i Citybase’ Top-25. Heller ikke København, der ellers har adskillige restauranter med Michelin stjerner – og Noma, der gennem flere år har været kåret som verdens bedste spisested.
København dumper til gengæld på alle de tre andre punkter i oversigten. De danske priser er høje for en god middag. Der er ikke restauranter nok, og variationerne i køkkenet er ikke så stort som i mange andre hovedstæder og storbyer verden over.
Ikke overraskende ligger Paris helt i top i verden. Den franske hovedstad kan præsentere 118 forskellige køkkenet og har 29 restauranter på La Liste.
For at komme til de nærmeste rivaler til Paris skal man rejse langt. Til Fjernøsten for at være mere præcis. Først på femtepladsen kommer igen en europæisk storby – Madrid.
Seoul lander en fornem global andenplads som ”foodie town”. Den sydkoreanske hovedstad har flest restauranter pr. indbygger, og den gennemsnitlige pris for et godt måltid er kun 45 kroner (5,41 GBP).
Dermed slår Seoul både Tokyo og Hong Kong. Sidstnævnte har ellers næsten tre gange så mange restauranter med på ”La Liste” som Seoul.
London dukker op på en 9. plads i Global Foodie Index 2018. Byen har den største variation af køkkener i verden – 123 forskellige. 15 restauranter i London er blandt verdens 1.000 bedste.
Lidt overraskende for mange finder vi først New York nede på position 15 i Citibase’ kulinariske Top-25. New York har ellers de fleste restauranter på La Liste – 30 styk.
Den eneste skandinaviske storby, som har kvalificeret til Top-25, er Stockholm. Den svenske hovedstad ligger som en flot nummer 13 – foran f.eks. New York og Rom..
Af pladshensyn har Trends & Travel kun taget en infografik med de 10 bedste “foodie-byer” i verden med. Hvis I vil se den komplette Top-25, kan I kllikke her…..
Skriv et svar