Man kan sige meget om svenskerne. En af dem er, at de er bedre til at lave international popmusik end danskerne. En anden, at de holder krebsegilder – eller kräftkalas, som det hedder hinsidan Øresund.
Lige nu er der højsæson, der holdes både på torve og i restauranter i f.eks. Malmø – og som er helt rigtig, hvis gildet foregår på båd. Her fanges krebsene fra dæk og tilberedes med det samme, når de dukker op fra vandets dyb.
Svenskerne indtager krebs i alle afskygninger og i store mængder. Faktisk spiser de så mange, at landets farvande og søer slet ikke kan levere så mange, som der er behov for.
Derfor vil mange af de krebs, man får serveret, komme fra andre lande – f.eks. Tyrkiet. Men det kan vel også være lidt lige meget. Man skal jo ikke føre en samtale med krebsene.
Et krebsegilde er en traditionel svensk sensommerfest i august eller september. Som oftest samles familie og venner i en miniferie på landet til en lang festlig nat, hvor der ikke bare spises krebs i store mængder men også festes med hagesmæk og specielle krebsehatte på.
Glade drikkeviser er et naturligt element i krebsegilderne. Det samme er utallige skål i snaps, øl, vin og vand.
Svenskerne kalder selv krebs for ”det røde guld”. Et navn, der passer både på, hvor eftertragtede gode krebs – og på prisen, som efterhånden er kravlet pænt deropad:
”Krebsegilderne er et vigtigt indslag i den svenske fest kalender og en væsentlig del af svenskernes folkesjæl og kulturhistorie. De fejres og nydes over hele landet, og der er også mange hoteller og restauranter, som sætter krebsene i højsædet i sensommeren,” forklarer Anna Kron Boysen fra turist organisationen Visit Sweden.
Svenskerne har svælget i krebs siden 1600-tallet. I store dele af Sverige spises krebs især på denne tid, og på vestkysten er det hovedsageligt jomfruhummer, der stilles på bordet.
Jomfruhummer lever i saltvand. De har ti ben og har en lyserød skal. Længden varierer mellem otte og 24 centimeter.
Signal-krebsen er den mest almindelige krebs i det sydlige Sverige. De bevæger sig på bunden af floder og søer som en slags fodgængere.
De røde sump-krebs er den hurtigst voksende art. De kan nå op på en vægt af 50 gram og være mellem 5,5 og 12 centimeter lange.
Der er delte meninger om, hvilke af krebsdyrene , der smager bedst. Det afhænger ofte af, hvor man er vokset op i Sverige.
Der er også forskellige måder at tilberede dyrene på. Det mest almindelige er, at krebs koges i saltet vand – eventuelt sammen med øl, dild og andre krydderier.
På fisketur efter krebs
I den sydvestlige del af Sverige arrangeres mange krebseture i denne tid. Fisketure kan f.eks. foregå i Bohuslän fra Smögens Fiske eller som skærgårds-togter. Målet er at fange jomfru hummer, der på svensk hedder havskräfta.
Man deltager sammen med en lokal fisker og tager ud på havet, hvor der findes masser af jomfruhummer. Krebsedyrene fanges i store bure på havbunden omkring 50 meter nede, hvor man lokker dem med madding.
Ombord på båden koges og tilsmages fangsten med det samme – og spises. Gummistøvler og varme sikkerheds-overalls kan lånes om bord.
En weekend med krebs
Lørdag den 25. august holder VinContoret i Tidaholm for at fiske efter krebs i den livligt strømmende flod, Tidan. Her er der tale om signalkrebs.
Der er samling på VinContoret klokken 15:00. Klokken 15:30 er det tid til at smide nettene i vandet og begynde jagten på det røde guld. Der fiskes sammen til klokken 18:00.
Klokken 18:30 åbnes dørene til VinContorets gård, hvor en prøvesmagning af fisk og skaldyr finder sted.
Krebsefangst med guide
På den smukke Sätra Bruks Herrgård i Undenäs i Vestsverige er der krebsetid i løbet af sensommeren og det tidlige efterår.
Her fornøjer man sig med selv at fange krebsedyrene og tager gerne sin familie eller venner med på en jagt efter de sarte små dyr.
Sammen med en professionel guide fanger man dem i bure, og man kan få lov til at tage krebsedyrene med hjem.
Krebsepakke for hele familien
På Norrqvarn fanger man sine egne krebs i den kendte Göta Kanal. Her er det let og børnevenligt at fiske. Man behøver ikke både, for det kan klares fra vandkanten med trillebør og lommelygter.
Når burene er blevet sænket ned i kanalen, vokser spændingen, og når mørket har lagt sig, og månen begynder at oplyse området, er det tid til at trække burene op og se, hvor stor fangsten er.
Man får sine friskfangede krebs med hjem. Alternativt kan man deltage i deciderede krebsegilder på Norrqvarn med hatte og sanghæfter. Her vil der garanteret være krebs til alle.
Jomfruhummer og spa
Gullmarstrand mellem Göteborg og den svensk/norske grænse byder på både havbad, jomfruhummer fiskeri, sauna og spa samme sted.
Man tager med en erfaren fisker ud på havet og fisker jomfruhummer. En lille kurv med traditionel svensk fika (kaffe og kage) er med ombord.
Hjemme igen kan man hygge sig i den nye udendør spool og sauna. Dagen afsluttes med en middag i restauranten.
Krebsehygge på Väderöarna
Langs hele Bohuslän kysten kan man fange fisk og skaldyr, og programmet varierer alt efter sæson.
Lige nu u står den på jomfruhummer, og på Väderöarna tager man sammen ud og fisker efter noget af det, der på den egn opfattes som den fineste spise.
Om eftermiddagen forlader man øerne for at forberede fangsten. Ligesom andre steder sænkes bure ned, og lidt senere hjælpes man ad med at fire dem op igen.
Bagefter vælger man så, om man vil sætte tænderne i den lækre spise på broen, efter at båden er kommet retur –eller om man vil gemme den til sin forret til middagen.
Skriv et svar