Man kan sammenligne flyselskaber på mange måder. De fleste gør det nok på billetpriserne. Andre gør det på deres rutenet – om de flyver til en lufthavn i nærheden af dér, hvor man skal rejse hen. Atter andre vælger selskab ud fra komfort og service ombord, ry for høj sikkerhed, eller om flyselskabet har et godt renomme.
I disse meget miljø-bevidste tider bør vi måske i højere grad sammenligne flyselskaber ud fra, hvor meget deres maskiner forurener, støjer og belaster klimaet på jorden.
Hollandske KLM er 12 år i træk kåret så verdens mest bæredygtige flyselskab, og nu har Norwegian for anden gang fået titlen som det mest brændstof-effektive flyselskab over Atlanten.
Udnævnelserne kommer fra to steder. KLMs førsteplads er givet af Dow Jones Sustainability Index, mens Norwegian har fået sin grønne titel af ICCT – International Council on Clean Transportation i USA..
ICCT blev verdensberømt for sin centrale rolle i afsløringen af, at VW snød med forureningen fra diesel-motorer. Den afsløring, der senere er blevet til det globale ”diesel gate”.
ICCT har nu undersøgt brændstof-forbruget hos de 20 største flyselskaber, der opererer på ruter mellem Europa og USA.
Resultaterne fra den helt nye rapport afslører, at Norwegian har et forbrug på 44 passager-kilometer pr. liter flybrændstof. Det er det laveste af alle og 33 pct. bedre end gennemsnittet.
SAS lander i midterfeltet med 29 pct. højere brændstof forbrug end Norwegian. Islandske WOW air er det næst-mest benzin-økonomiske flyselskab – lige i hælene på Norwegian.
British Airways’ fly bruger mest brændstof af alle, hvilket måske kan skyldes, at englænderne stadig bruger en del gamle Boeing 747 maskiner med fire motorer på sine ruter mellem Europa og Amerika.
Norwegian bruger primært Boeing 787 Dreamliner fly på sine trans-atlantiske ruter. I nogle tilfælde også de nye Boeing 737 MAX. I begge tilfælde er maskinerne udstyret med særligt brændstof-besparende jetmotorer.
Generelt kan man sige, at jo yngre et flyselskabs passagerfly er – desto mindre brændstof bruger det pr. fløjet kilometer. De fleste nye flymodeller har nemlig som udgangspunkt motorer, der støjer og forurener mindre end ældre fly. De flyver også længere på literen.
Norwegian har en af verdens yngste og mest moderne flyflåder med en gennemsnitsalder på 3,7 år. Takket være den unge flåde har selskabet været i stand til at reducere udledningen pr. passager med 30 procent siden 2008.
ICCT har gennemført analysen to gange, i 2014 og nu senest i 2017. Begge gange var Norwegian det mest brændstofeffektive flyselskab over Atlanten….