Den berømte italienske by Venedig har sit mas med populariteten.
På den ene side lever byen på vandet af turisterne. De lægger hvert år milliarder af kroner i pengekassen hos restauranter, cafeer, butikker, byen selv samt transport erhvervet med de berømte gondoler i spidsen.
På den anden side kommer der hvert år så mange besøgende, at Venedig nærmest bliver kvalt. Og billederne af de kæmpemæssige krydtogtskibe midt inde i byen er skræmmende, fordi de er højere end Venedigs bygninger selv.
Byrådet forsøger at begrænse og afgrænse turisternes aktiviteter så meget som muligt. Det halve af byen er efterhånden spærret for andet end de lokale beboere.
Det seneste nye er, at folk kan blive straffet for at sætte sig ned på uafmærkede steder. Cafeers stole er ok, men trappestene eller midt på offentlige pladser dur ikke.
Bliver de nye regler overtrådt, vanker der bøder på mellem 50 og 500 euro. Det er næsten 4.000 kroner for at sætte sig ganske fredeligt ned.
Forslaget er et af de mere kontroversielle, der er kommet fra Venedigs borgmester Luigi Brugnaro. Spørgsmålet er, om han får det igennem byrådet ved en afstemning i oktober.Historisk set har han dog fået mange turist-begrænsende forslag vedtaget. F.eks, at det nu koster op til 100 euro at krydse bygrænsen i bil.
Kun Venedigs egne indbyggere og folk med ærinde i byen må tage personbiler eller varebiler ind til centrum uden at betale dyrt for det.
Tilbage i maj meddelte borgmesteren, at der ikke vil blive tilladt flere nye take-away restauranter i de næste tre år.
Vil turister spise pizza, sandwiches, is eller drikke vand, må de købe det enten på autoriserede restauranter og cafeer eller hos de boder, som allerede eksisterer i Venedig.
Kun nogle uger senere blev reglerne for éngangs-krus, glas og flasker strammet op. Kastede man dem bare fra sig, vankede store bøder.
Samtidig blev det forbudt at spise take-away maden og drikkelsen på f.eks. den berømte Markus plads, på broerne over Venedigs kanaler eller på bolværkerne langs dem.
Venedig prøvede at pakke alle forbuddene ind i en charme-offensiv via kampagnen #EnjoyRespectVenezia. Den fortæller, at turister er velkomne, så længe de overholder alle regler.
Turister må f.eks. ikke svømme i kanalerne, bruge robåd, vandcykler eller motorbåde. De må ikke holde picnic på offentlige steder, stå for længe på broerne, smide affald, køre rundt på cykel eller scooter, stå på eller ligge på bænke, klatre i træer eller på monumenter.
Men ikke nok med det. Forbudt er også at fodre fugle, skifte tøj i offentlighed, montere kærligheds-låse på broer, spille musik på gader og pladser eller spadsere rundt i badetøj – og slet ikke topløs.
Selvfølgelig må turister heller ikke støje om natten eller i siestaen midt på dagen mellem klokken et og tre.
I virkeligheden er det nemmere at huske, hvad man må, end hvad der er forbudt. Bryder man reglerne, koster det 450 euro – 3.400 kroner – i bøde.
Ifølge Venedigs turist-borgmester Paola Mar er alle turist organisationer, ambassader, rejse-arrangører og flyselskaber blevet orienteret løbende om de stramme regler. Derfor er der ingen undskyldning for at bryde dem, siger hun.
Ikke alle venezianere er dog enige i byrådets beslutninger. En modbevægelse har etableret sig blandt især yngre indbyggere, der er bange for, at Venedig vil drukne i alle forbud og ganske enkelt dø.
Byen er i forvejen ved at blive tømt for oprindelige beboere. I dag har Venedig kun 55.000 indbyggere. For 20 år siden var det tre-fire gange så mange….
Skriv et svar