Når man repræsenterer verdens største vin-producerende land, må de ædle dråber, der serveres ombord hos det nationale flyselskab, vel være i samme høje klasse.
Det har Air France nu fået papir på, efter at vinene i de franske passagerfly er blevet kåret som de bedste i luften af eksperterne fra det britiske magasin ”The World of Fine Wine.”
Air France fik forleden overrakt beviset for at have ”World’s Best Airline Wine List 2018” ved en fornem ceremoni, der blev holdt i London.
Ved arrangementet deltog også mange af de vinkendere, kritikere, eksperter og sommeliers, der har været med til at placere Air France i toppen af alle flyselskaber med vin-servering ombord på deres maskiner.
Air France blev bl.a. fremhævet for sin alsidighed og generelt meget høje kvalitet i vine, som passagerer på flyselskabets forskellige klasser har adgang til.
Over 1.000 vinlister fra restauranter, flyselskaber og vinbarer deltog i konkurrencen om at blive verdens bedste i en række forskellige kategorier.
Med jævne mellemrum skifter Air France sine lister med vin og spiritus ombord på sine fly. Dels for at give sine passagerer en mulighed for at smage den store bredde i franske vine. Dels for at få vinene til at passe perfekt til de måltider, som kendte kokke serverer i 10.000 meters højde.
Air France åbner hvert år 800.000 flaske vin i sin La Première og Business Class. Dertil kommer 750.000 flasker champagne, når man også indregner tørstige passagerer i Economy.
Alle vine er specielt udvalgt, så de smager godt under de særlige tryk-forhold og temperaturer, der hersker i et passagerflys kabine. Her kan den tørre luft og det store ilt-indhold i luften påvirke, hvordan rejsende opfatter smagen af de ting, de spiser og drikker.
Air France arbejder bl.a. tæt sammen med Paolo Basso, der blev kåret som verdens bedste sommelier i 2013. Basso har præget flyselskabets vinlister siden 2014.
Kåringen til at have ”World’s Best Airline Wine List 2018” er blot den seneste anerkendelse, som Air France har fået for sine flyvende vine.
Tidligere har det franske flyselskab bl.a. vundet syv priser ved Business Traveller Cellars in the Sky Awards 2017….
Skriv et svar