Digital ansigts-genkendelser lander nu også i verdens travleste lufthavn – Atlanta Hartsfield-Jackson med sine 104 millioner passagerer og 950.000 flyvninger om året.
Fremover vil rejsende på internationale ruter fra Atlantas Terminal F kunne bruge biometrisk kontrol fra det øjeblik, de tjekker ind, afleverer deres bagage, gennem Security og frem, til de stiger ombord på deres fly.
Det samme gælder selvfølgelig ankommende passagerer på internationale fly. Både når det gælder deres vej gennem sikkerheds-kontrol, toldvæsen, paskontrol – og når de henter deres kufferter fra bagage båndene.
I hele processen behøver passagererne ikke at tage hverken deres pas eller boardingkort frem en eneste gang!
Atlanta er bestemt ikke den første lufthavn, der eksperimenterer med ansigts-genkendelse og biometrisk identifikation, som det hedder med et teknisk udtryk.
Adskillige andre lufthavne som f.eks. Schiphol i Amsterdam og Helsinki i Finland arbejder også med fremtidens ID-teknologier. Bare slet ikke i samme enorme målestok som Atlanta.
Lufthavnen er hjemmebase for Delta Air Lines, der er primus motor i det nye projekt. Det indledes i december og involverer både lufthavn, flyselskabet Delta, USA’s toldvæsen og grænsekontrol samt TSA, der er landets officielle myndighed for transport sikkerhed.
Desuden har Delta Air Lines inviteret sine partnere Air France, Virgin Atlantic, KLM og Aeromexico. Målet er at teste digital ansigts-genkendelse under realistiske og meget travle forhold i en lufthavn.
Målet er, at rejsende ikke længere skal gå med deres pas i hånden hele vejen gennem lufthavnen. De skal i stedet vise deres ansigt frem til utallige kameraer og skannere, der skal gøre hele forløbet mere smidigt og hurtigere end i dag.
Med tiden håber Delta og ledelsen i Atlantas kæmpestore lufthavn, at kødannelser vil være fortid i den daglige drift. I særligt travle perioder vil ventetider dog næppe kunne undgås helt, selvom en computer med hundreder af digitale øjne følger de rejsendes gang. Fra de ankommer til lufthavnen og, til de går ombord på flyet.
Det er frivilligt for rejsende med Delta og de andre involverede flyselskaber, om de vil deltage i fremtidens bevægelse gennem lufthavnen.
Hvis de ikke ønsker at lade deres ansigt skanne og gemt i en computers database, kan de selvfølgelig bruge den nuværende metode med at vise pas, billetter og boarding kort.
Så vil de til gengæld ikke opleve Atlanta lufthavnens helt nye skannere til håndbagage. De gør det overflødigt at tage mobiltelefoner, laptops, tablets og andre elektroniske apparater ud af lommer, tasker, poser og kufferter, når de skal passere sikkerheds-kontrollen.
Delta Air Lines har allerede gjort sine første gode erfaringer med ansigts-genkendelse i andre amerikanske lufthavne som JFK i New York, Detroit Metropolitan, Minneapolis Saint Paul og Ronald Reagan i Washington.
I Singapores Changi lufthavn er man endda gået et skridt videre. Her skal biometriske systemer hjælpe til, at færre passagerer end i dag skal misse deres fly. Hver dag er der nemlig rejsende, som løber til den forkerte terminal eller glemmer tiden, når de sidder med en kop kaffe i ventesalene.
Ansigts-genkendelsen har dog også sine kritikere. Der er tale om ægte ”Big Brother”, fordi kameraer overalt i lufthavnen kan holde øje med, hvad man laver og hvor. Den skal overvågning er langt fra alle begejstrede for….
Skriv et svar