Efterårsferien er over os, og mobilen kommer med til udlandet med lige så stor selvfølge som rejsepasset og kreditkortet.
Mobilregningen kan dog risikere at rumme ubehagelige overraskelser, hvis man sender mange sms-beskeder med sjove emojis i fra et ikke EU-land.
Det gælder selvfølgelig på alle tider af året – og både når man rejser på jobbet eller på ferie udenfor EU.
Det er der jo ekstra mange, som gør i vinter-halvåret, når f.eks. Thailand lokker med sol og strande eller USA med jule-shopping og skirejser.
Den danske pris-sammenlignings-side Mobilabonnement.dk har taget pulsen på emoji-feberen og den efterfølgende ekstra regning her op til efterårsferien.
Pris-sammenlignerne har bl.a. fundet ud af, at mobilkunder hos Yousee skal betale 2,50 kroner for hver sms, der sendes fra Thailand til Danmark.
Sender man 20 eller 30 sms med billeder om dagen, hvilket bestemt ikke er usædvanligt for unge på ferie, kan det løbe voldsomt op i løbet af en uge i udlandet.
Problemet bliver endnu større, hvis man bruger mange emojis for at vise sit humør, sende en glad hilsen, kommentere en trist nyhed osv.
En emoji tager nemlig plads fra de tegn og bogstaver, man ellers putter i sin sms. Hvor meget kan svinge fra emoji til emoji, men det er ikke usædvanligt, at den alene beslaglægger 90 eller 100 af de 160 tegn, som en sms kan bestå af.
Hvad folk ikke er opmærksomme på er, at sms’en bare skriver automatisk videre i den næste sms, når den første er fyldt. Krydrer man sine meddelelser med masser af emojis, kan man uden at være opmærksom på det sende hele serier af sms’er. Og hver af dem koster f.eks 2,50 kr.
Mobilabonnement.dk anbefaler derfor, at man i stedet for sms sender internet-baserede beskeder som f.eks. Facebook Messenger, Twitter eller WhatsApp.
Her skal man så være opmærksom på dataforbruget, der dog er forholdsvist nemt at holde øje med på de fleste smartphones.
Ellers kan man selvfølgelig vente med at sende sine beskeder med emojis i, indtil man kommer hjem på hotellet og kan bruge dets trådløse netværk.
At udnytte muligheden for gratis Wi-Fi andre steder end dem, man kender, kan være farligt. Især de steder, hvor man ikke kan se, hvem det trådløse netværk tilhører – og som ikke kræver koder og passwords for at åbne.
Risikoen er stor i udlandet, at disse gratis Wi-Fi net bliver aflyttet af hackere og andre cyber-kriminelle. De venter bare på, at turister bruger netværket til at indtaste deres brugernavne, pinkoder, CPR-numre til banken osv.
Mobilabonnement.dk advarer også også, at man skal være ekstra opmærksom, hvis man færdes ved EU’s ydergrænser.
Her kan mobilen pludselig hoppe på et netværk i et ikke EU-land, og så kan forbruget i den grad aflæses på størrelsen af den næste mobilregning.
Desuden bør man undgå satellit netværk, som man ofte finder på færger og krydstogt skibe. De er ikke omfattet af roaming-reglerne og er generelt meget kostbare at bruge.
Endelig skal man heller ikke tage teleselskabernes og EU’s løfte om, at roaming i dag er gratis indenfor EU, alt for bogstaveligt. For selv her har gratis en grænse.
Tjek derfor altid, hvor meget datatrafik og taletid udenfor Danmark et abonnement indeholder. Det er der nemlig store forskelle på….
Skriv et svar