De store krydstogt-rederier kappes på livet løs om at tilbyde stadig vildere oplevelser og attraktioner på deres nye skibe.
Konkurrencen går ikke længere på at tilbyde krydstogter til velkendte destinationer med masser af sol. Nu skal skibene blive endnu sjovere og spændende for de forvænte passagerer.
Vand-rutsjebaner i flere etager, gocart baner på toppen eller glasvægge i skibenes bund, så gæsterne ikke kun kan se verdenshavene ovenfra, men også under vandoverfladen. Tæt på fisk og andre af havets levende væsener.
Hvad skulle den britiske super-iværksætter Sir Richard Branson så finde på, når han i 2020 søsætter sit første krydstogtskib ”Scarlet Lady”?
Branson er jo kendt for sine dristige ideer: Han er fløjet verden rundt i ballon. Han var manden bag de berømte pladebutikker Virgin Megastores. Han har flyselskaberne Virgin. Han er i togdrift, brygger sin egen Virgin Cola og vil ligesom Teslas topmand Elon Musk sende turister ud i verdensrummet.
Forventningerne til Richard Bransons indtog i krydstogt verdenen har derfor været store. Alle regner med, at skibene bliver de rene underholdnings-templer, der får selv Disneys krydstogt giganter til at ligne grå plimsollere fra et indre-missionsk Vestjylland.
Ud fra de første fotos, som Virgin har ladet sive ud, bliver ”Scarlet Lady” da også en meget farverig oplevelse.
Bransons skarlagensrøde debut til søs får selvfølgelig en nyhed, som vi ikke har set før på et krydstogtskib. Det er en egen tattoo shop, hvor passagererne kan lege fortidens søfarere og få stukket farverige motiver i arme, ben, bryst og på ryg.
Virgin Voyages kører selvfølgelig på den modetrend, som man kan følge i alle større byer – også i Danmark. Overalt popper der nye tatovør butikker op, som servicerer kvinder i lige så høj grad som mænd, der vil pynte lidt på sig selv.
Tattoo salonen på ”Scarlett Lady” skal hedde Squid Ink. Den skal videreføre århundreders søfarts traditioner og kombinere dem med ”moderne rock-and-roll”, som Virgin udtrykker det.
Bransons vil bl.a. invitere nogle af verdens mest berømte tatovører til at vise deres kunst på krydstogt passagerernes kroppe.
Tattoo entusiaster vil formentlig nikke genkendende, når vi her på Trends & Travel nævner stjerne navne som Sarah Miller fra Spike TV, den surrealistiske kunstner Arlo DiCristina eller den visuelle mester Jime Litwalk. Alle har de lovet at sejle med og arbejde på ”Scarlet Lady.”
Ud over tatoveringer skal den sejlende ”Squid Ink” shop også tilbyde body piercing og permanente make-up behandlinger, hvor specialisterne anvender veganske Perma Blend pigmenter.
Når ”Scarlet Lady” stævner ud på sit første krydstogt om knap to år, vil det foregå fra Miami i Florida. Krydstogtet vil gå gennem Karibien med Cubas hovedstad Havana som hovedmål.
Sir Richard Branson afslørede destinationen i en kort video, som han delte på sin Twitter konto forleden dag. Havana skal være en af super-iværksætterens og milliardærens “yndlings-byer i verden.”
”Scarlet Lady” bliver det første af fire mellemstore krydstogtskibe, som Virgin Voyages har bestilt på det italienske værft Fincatieri.
Den fjerde ”Lady” i familien blev bestilt i sidste uge. Det bliver på 110.000 tons, 278 meter langt og 38 meter bredt. Skibet får plads til 2.770 passagerer i over 1.400 kabiner. Dertil kommer en besætning på 1.100 mand. Prisen – 700 millioner euro eller ca. 5,3 milliarder kroner.