Romerne er trætte af, hvordan turister – og for den sags skyld deres egne indbyggere – opfører sig i gaderne i den Evige By.
Borgmesteren i den italienske hovedstad – Virginia Raggi – har derfor med sit bystyres velsignelse strammet reglerne for at undgå en yderligere stigning i den dårlige opførsel.
Stramningerne betyder bl.a, at alkohol drikning ikke længere vil blive tilladt på offentlige områder – udenfor cafeer, restauranter osv.
Desuden bliver det forbudt at bade i vand-fontæner, deltage i pub crawls, gå højtråbende rundt i gaderne og lave graffiti. Fester skal lukke senest kl. 02 om natten.
De nye regler vil i første omgang blive indført i 14 områder af Rom. De omfatter bl.a. Ostia, San Lorenzo, Prati og den historiske bykerne.
Roms politi får samtidig øget sine muligheder for at straffe synderne. De kan udstede hårde bøder, give karantæner i 48 timer eller i værste fald sætte folk i brummen.
Historiske traditioner som at kaste mønter i Trevi fontænen vil ikke blive berørt af de nye regler. Til gengæld bliver det strengt forbudt at hælde andre ting i vandkunsten som f.eks. flasker, vin, sodavand eller kaffe.
Man må heller ikke dyppe kæledyr i fontænerne, sine egne tæer, kravle rundt på statuerne eller tage en svømmetur.
Ud over Trevi gælder det bl.a. også Fontana dei Leoni, Barcaccia på Piazza di Spania eller Fontanone del Giaonicolo.
Roms bystyre forsøger i det hele taget at sætte prop i salget af alkohol og de mange fulde turister i gaderne.
Byrødderne arbejder således med strammere planer for, hvor og hvornår man kan købe og drikke sprut i byens centrale dele.
Organiserede pub crawls og “alcohol tours” til vinhuse, bryggerier, værtshus og barer er allerede bandlyst i Rom.
Centurionerne skal i øvrigt også forsvinde ud af Rom. Det er folk, der er udklædte som gamle romerske soldater – og som tager penge for at blive fotograferet sammen med turister.
Målet med hele denne sanering er ifølge borgmester Virginia Raggi at gøre Rom til en kønnere, mere sikker og mere venlig by for alle – både indbyggerne og turisterne….
Skriv et svar