Det er altid fint at lytte til erfarne mennesker. Også når det gælder gode råd om rejser og, hvor det er ekstra godt at tage til på sin næste ferie.
Når tips så kommer fra et af verdens største flyselskaber, kan der være grund til at lytte ekstra meget efter – eller som i dette tilfælde – studere hele artiklen.
British Airways har netop offentliggjort en liste over 19 rejse-destinationer, som kan blive et hit i 2019. Hvis de da ikke allerede er det – og bare skal fremhæves en ekstra gang for deres særlige kvaliteter.
Man skal selvfølgelig altid tage denne slags hitlister med et gran salt. Specielt når de kommer fra et flyselskab, der formentlig har ruter til alle de 19 anbefalede rejsemål.
Omvendt kan et flyselskab som British Airways hurtigt se på sine bookinger og henvendelser fra rejsende, hvilke byer og lande der vil være særligt ”hotte” i de kommende måneder.
British Airways har lavet denne oversigt gennem flere år. For 2018’s vedkommende indeholdt den 18 forslag. Den vigtigste ændring på den nye liste er, at Durban er kommet med.
Den sydafrikanske havneby er et ”must see” næste år, mener det britiske flyselskab. Ud fra egne erfaringer kan jeg også godt anbefale Durban, selvom det er nogle år siden, at jeg var der sidst.
Top-19 listen fra British Airways kommer ellers hele vejen rundt. Både geografisk og indholdsmæssigt. Den omfatter rejsemål lige fra det festlige Las Vegas, over romantiske Seychellerne til det kulturelt vældig spændende Osaka i Japan.
Desuden finder man også tættere liggende destinationer som f.eks. den tyske domkirkeby Köln, skotske Edinburgh og det græske badeparadis Kos.
Her er de 19 rejsemål, som British Airways mener, vi skal kigge nærmere på til 2019’s ferier:
- Durban i Sydafrika
- Pittsburgh i USA
- Osaka i Japan
- Marrakesh i Marokko
- Seychellerne i Det Indiske Ocean
- Barbados i Karibien
- Toronto i Canada
- Edinburgh i Skotland
- Sofia i Bulgarien
- Salzburg i Østrig
- Malta
- Köln i Tyskland
- Sydney i Australien
- Kroatien
- Kos i Grækenland
- Cancun i Mexico
- Las Vegas i USA
- Dubai i Emiraterne
- Tokyo i Japan
Her følger så en kort lille beskrivelse af hvert enkelt af de 19 rejsemål. I alle tilfælde vil det dog nok være en fordel at studere destinationen en ekstra gang ved at søge på internet, kigge på rejseportaler og læse, hvilke erfaringer andre rejsende har gjort.
Der er nemlig stor forskel i priser på de 19 foreslåede destinationer. Desuden er de meget forskellige i stil og kultur. Ikke alle vil passe alle rejsende:
Durban
Havnebyen ligger på Sydafrikas østkyst ud til Det Indiske Ocean. Klimaet er tropisk, og byen viser gerne sin koloniale fortid i arkitektur og kultur.
Durban har mange spændende restauranter, en del skægge festivaler i løbet af året – og så er der fine muligheder for surfing på de pænt store bølger.
Den kulinariske del af Durban er typisk en fusion af det sydafrikanske og indiske køkken. Desuden skal man spise en skål af den lokale specialitet ”Bunny Chow”.
Pittsburgh
Den næststørste by i delstaten Pennsylvania i det nordøstlige hjørne af USA kaldes ofte for ”Steel City” på grund af sin industrielle fortid.
I dag er byen en smeltekedel af små start-ups og store high-tech virksomheder. Blandt de mest kendte er Google og Uber.
Men Pittsburgh er samtidig omgivet af store floder, grønne dale og flotte bjerge.
Osaka
Osaka er en gammel handelsby, der også ofte kaldes for Japans ”køkken” (天下の台所 tenka no daidokoro). Menneskene i Osaka elsker nemlig at spise. Byens uofficielle slogan er da også ”kuidaore” – spis, indtil du taber.”
Sammen med nabobyerne Osaka og Kobe er Osaka Japans næststørste by-område efter Tokyo.
Marrakesh
Marokko er virkelig blevet et ”hot spot” rejsemål i de seneste par år – og Marrakesh er en af Nordafrikas mest spændende byer at gæste med sin overdådige arkitektur – indrammet af ørken og bjerge.
Der er store basarer at handle varer i. Man kan bo på både hoteller eller i lokale gæstehuse. Sidde og kigge på stjernerne i taghaver eller tage i spa på afrikansk manér.
Seychellerne
Er man til bounty drømme med hvide strande, azur blåt hav, vejende palmer og farverige koralrev – er Seychellerne et godt råd.
Seychellerne består af 115 individuelle øer, der er blevet et udpræget hit for folk på bryllupsrejse. Øerne er dog også fine til familier og solbadere, som gerne vil slappe af.
Barbados
Hvad Seychellerne er for Det Indiske Ocean, kan man godt sige, at Barbados er for de ”Små Antiller” i Karibien. Rent og blåt og varmt badevand, sandstrande og kokospalmer.
Den lille ø er formelt set en del af Storbritannien. Kulturen er karibisk med god lokal rom og den lokale kulinariske specialitet ”Fish Fry” – paneret, nyfanget fisk.
Toronto
Toronto er Canadas største by – med et levende kulturliv, restauranter, gallerier og natteliv.
Én gang om året valfarter film-interesserede til Toronto Film Festival, der er en af verdens største med næsten en halv million deltagere.
Edinburgh
Skotlands hovedstad ligger kun en kort flyvetur fra Danmark. Den er først og fremmest interessant for sin gamle bydel med slottet øverst.
Edinburghs historie går tusinder af år tilbage og holdes i live med mange pubs og cafeer, hvor man kan få serveret god øl og skotternes ”livets vand” – whisky.
Sofia
Bulgariens hovedstad er temmelig ukendt for danske turister. Det er synd, for Sofia er en smuk by med en eksotisk atmosfære. Kuplede kirker og osmanniske moskeer ligger side om side.
Sofia ligger knap to timers kørsel fra Plovdiv, der er europæisk kultur hovedstad i 2019. Er man til bjerge, ligger de lige ved siden af hovedstaden.
Salzburg
Den østrigske by er mest berømt for Wolfgang Amadeus Mozart og sine årlige Festspiele med masser af klassiske koncerter.
Men Salzburg har meget mere at byde på – både for vandrere, skiløbere og kultur søgende. Byen med sine gamle barok bygninger er optaget på UNESCO’s verdens-arv liste.
Malta
Den lille stat i Middelhavet består af tre små klippeøer, der var heftigt omkæmpet under anden verdenskrig.
Malta er allerede en populær ferie destination for mange danskere. De kan godt lide klimaet og den skægge blanding af kulturer fra alle sider af Middelhavet.
Köln
Den tyske storby er mest berømt for sin enorme domkirke, for sine mange værtshuse, for sine beliggenheden ved Rhinen – og måske også for sin fodboldklub, der har en gedebuk som kendemærke.
De lokale drikker deres egen mørke øl – Köllsch – der serveres i små glas. De kan passende nydes sammen med den lokale madspecialitet ”Himmel un Ääd,”, som er kartoffelmos med
æblesauce og pølse.
Sydney
Alle kender Sydney for sin opera, der er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Men Sydney er også Australiens største by.
Sydney har flotte strande, en livlig kultur scene og gode shopping muligheder. Og oven over alting knejser Harbour Bridge.
Kroatien
I de senere år har Kroatien udviklet sig til at blive et rigtig hit blandt feriefolket. Landet kombinerer nemlig et fornuftigt prisniveau med flot natur, gamle byer og krydret mad.
Kroatien byder bl.a. på de større byer Zagreb, Dubrovnik, Split og Pula, hvor der foregår mange ting i løbet af året. Men tag derned, inden landet bliver helt overrendt af turister. Det sker snart.
Kos
Kos er en af de mange smukke øer i det ægæiske hav. Præget af gamle græske ruiner og en mægtig middelalder borg, der kigger ud over havnen.
Kos er for længst opdaget af turister, men har alligevel ikke mistet sin charme helt.
Cancun
Den mexikanske by kombinerer store hoteller og kendte natklubber med gamle ruiner, kilometervis af strande, et rev med farvestrålende fisk og spektakulære Maya monumenter.
I Cancun ligger også et af verdens syv vidundere – Chichén Itzá.
Las Vegas
Der er ikke meget oldtids historie i spillebyen Las Vegas, medmindre man synes, at historier om mafiaen for 100 år siden eller The Rat Pack med Frank Sinatra, Sammy Davis Jr og Dean Martin allerede er antikke.
Las Vegas er stadig vildt fascinerende med sine shows, kasinoer og neon reklamer. Desuden ligger Grand Canyon og Hoover Damm tæt på.
Dubai
Den store by i de Forenede Arabiske Emirater har udviklet sig til at være en af verdens hot-spots for overdådige hoteller, utrolig arkitektur, vildt store indkøbscentre, en ørken lige ved siden af og en lufthavn, hvor man ser kæmpe Airbus A380’ere i et antal som Peugeot 208 eller VW Up! på en dansk p-plads.
Dubai er allerede populær blandt danskere og bliver det nok endnu mere i de kommende år.
Tokyo
Japan har udviklet sig til at blive en top-destination for turister fra Europa og USA. Det gælder måske allermest hovedstaden Tokyo, der blander det ultra moderne med det gamle og traditionelle.
Tokyo er formentlig verdens største by. Den har flere Michelin stjerner end nogen anden by verden, men har på samme tid langt billigere lokale restauranter, gadekøkkener og tehuse.
Tokyo er en by af ekstremer….
Skriv et svar