Hvis I har en forestilling om, at der sidder årvågne flyveledere i kontroltårnet i den lufthavn, I lige lander i eller starter fra med passagerflyet, må I hellere tro om igen.
Moderne computer teknologi, video kameraer og tusinder af sensorer har for længst vundet indpas i kontroltårnene. Der er intet i vejen for, at trafikken i en lufthavn kan fjernstyres.
Det er netop, hvad der er ved at ske i to lufthavne tæt på Danmark. I London City og Saarbrücken er kontroltårnene kun tomme kulisser fra en gammel tid. Flyvelederne sidder flere hundrede kilometer borte.
Siden tirsdag morgen den 4. december bliver starter og landinger fjernstyret i den lille lufthavn i Saarbrücken i det sydvestlige Tyskland nær den franske grænse.
Den bliver mest brugt af regionale flyselskaber og charter operatører, men også nogle internationale som f.eks. Luxair fra Luxembourg. Godt 8,2 millioner passagerer ventes at gå igennem gatene i år.
Flyvelederne fra Saarbrücken er flyttet til Dresden 400 kilometer mod nordøst. Her har Deutsche Flugsichering (DFS) indrettet et Remote Tower Control Center, hvor ti flyveledere har fundet deres nye arbejdsplads.
Saarbrücken er den første tyske lufthavn, som bliver fjernstyret. Flere vil komme til i de næste par år. Lufthavnene i Leipzig og Erfurt er allerede udpeget.
Begrundelsen er ganske enkelt besparelser.
Flyveledere tjener mange penge og er dyre ansatte. Desuden kan moderne teknologi med video- og infrarøde kameraer vise et lige så præcist 360 graders billede af lufthavnens trafik som flyveledernes egne øje.
Dertil kommer overvågnings systemer med GPS, automatisk start og landing, som kontroltårnene i forvejen bruger. Her sidder flyvelederne og kigger mindst lige så meget på computer skærme som ud ad vinduerne. Om monitorerne så står lokalt eller mange kilometer væk spiller ikke nogen rolle.
Endelig mener virksomhederne, der står bag de fjernstyrede kontroltårne, at de kan arbejde mere effektivt og sikkert med den nye teknologi.
I mange lande er der mangel på kvalificerede flyveledere, hvad tusinder af rejsende oplevede på egen krop i sommers.
Hundreder af flyafgange over Europa blev enten forsinket eller helt aflyst på grund af strejkende eller sygemeldte flyveledere, der skulle styre lufttrafikken mellem landene.
Ved at samle flyvelederne i større centre vil det blive lettere at lokke personale end til små, regionale lufthavne. De får bedre arbejdsbetingelser og mindre stress, hvilket i sidste ende kan betyde højere sikkerhed.
Det er samme argumenter, som man hører i England. Her bliver Londons City Airport den første større lufthavn, der skal fjernstyres. Det sker fra 2019, og briterne kalder projektet for ”Digital Tower”.
I London har man et yderligere argument for at rive sit kontroltårn ned – pladsmangel. City lufthavnen ligger kun 10 kilometer fra byens centrum og har ingen mulighed for at udvide rent fysisk.
Hver sparet kvadratmeter er et fremskridt. Om det så er en p-plads til biler eller et kontroltårn bemandet med flyveledere.
De bliver nu flyttet til et kontrolcenter, der er placeret 130 kilometer borte. National Air Traffic Services (NATS) har bygget et supermoderne kontrolcenter i en betonbygning i et kedeligt industri kvartet i byen Swanwick ved Englands sydkyst.
Bliver Digital Tower projektet i London en succes, står flere andre lufthavne klar til at indføre samme teknologi. Det er bl.a. de irske lufthavne i Shannon og Cork.
I tyske Saarbrücken har man dog ikke lukket og slukket sit kontroltårn. I hvert fald ikke endnu. Det sker først efter en indkørings-periode på en måned….
Skriv et svar