Trofaste læsere af Trends & Travel vil vide, at vi hver måned viser Top-10 lister over Europas mest punklige flyselskaber og lufthavne.
De bygger på tal fra det engelske konsulentfirma Flightstats, der løbende registrerer, når flyselskaber enten lander 15 minutter senere end planlagt, eller lufthavne får deres startende fly afsted med mere end et kvarters forsinkelse.
Flightstats er imidlertid ikke ene på markedet for statistikker over flyselskabers og lufthavnes præstationer. Også OAG med base USA konkurrerer om at registrere bl.a. præcision og punktlighed.
Sjovt nok er Flightstats og OAG ikke enige i placeringen af de enkelte flyselskaber og lufthavne, selvom de vel grundlæggende må lægge de samme statistikker til grund.
Jeg skal ikke kunne vurdere, hvilken af de to rivaliserende konsulent firmaer der ligger tættest på sandheden. Det har jeg ikke basis for.
I stedet vil jeg i dag vise OAG’s bud på verdens mest punktlige flyselskaber og lufthavne i 2018. Tidligere har jeg præsenteret Europas mest præcise måned for måned.
OAG oplyser, at hitlisterne er lavet efter tjek af 58 millioner rute- og fly-registreringerne i det forløbne år. Det skulle være alt rigeligt til at kunne bedømme, om et flyselskab er god til at følge sine rute- og tidsplaner.
I 2018 var Copa Airlines fra Panama verdens mest punktlige flyselskab. 89,79 pct. eller næsten ni af ti fly fra Copa enten afgik eller ankom til tiden – højst 15 minutter senere end flyplanen.
Også Panamas største lufthavn – den i Panama City – klarede sig flot hos OAG. Den blev verdens fjerde-mest præcisw i kategorien for lufthavne af mellem-størrelse.
Meget tættere på end Latin-amerika ligger nummer to flyselskab på hitlisten. Det et AirBaltic fra Letland, hvis passagerfly er hyppige gæster i Københavns Lufthavn.
AirBaltic har ellers kunnet prale af førstepladsen fire år i træk, men i 2018 måtte letternes største flyselskab nøjes med en global andenplads. 89,17 pct. af AirBaltics fly afgik eller ankom til tiden sidste år.
Hollandske KLM, der i det meste af efteråret har været Europas nummer ét hos rivalerne fra Flightstats, når lige at klemme sig ind på en 10. plads hos OAG. Dermed får Europa to placeringer i Top-10 til sine flyselskaber.
Det er noget bedre end USA, der kun har to selskaber med i Top-20. Det eneste i de øverste 10 er Hawaiian, mens langt større Delta Air Lines lander på en global 16. plads.
Tager vi de 20 mest punktlige flyselskaber i verden i 2018, har Europa fem med på listen. Ud over AirBaltic og KLM er det Alitalia, Air Astana og Iberia.
Med 75,43 pct. fly til tiden sidste år ligger SAS langt fra Top-20 for alle flyselskaber. Det er dog nok til at placere SAS som nummer 11 blandt de store flyselskaber.
Her lægger SAS bl.a. rivaler som Lufthansa (69,41 pct), Air France (74,11 pct), easyJet (72,89 pct) og Turkish Airlines (75,39 pct.) bag sig, mens afstanden op til British Airways (75,48 pct) på en 10. plads er minimal….
Skriv et svar