Hvis man vil holde ferie i et EU-land, er Bulgarien det klart billigste sted at rejse hen. . Danmark er til gengæld det dyreste. Kun overgået af Norge, Schweiz og Island, der alle tre ikke er EU-lande.
Det viser en ny analyse, som det tyske svar på Danmarks Statistik har foretaget. Statistisches Bundesamt har sammenlignet prisniveauet på hoteller, restauranter, cafeer og turist attraktioner i hele vores del af verden.
Overordnet set er det billigere at holde ferie i Øst- og Sydeuropa, mens Nord- og Vesteuropa koster noget mere at rejse rundt i. Det er der ikke spor overraskende i, men det er der måske i at se de reelle forskelle:
I Bulgarien – se indledningsfoto – ligger prisniveauet således på under halvdelen af EU-gennemsnittet. Mere præcist 58 pct. under.
Tyrkiet er også meget billigt på grund af den lokale lira-kurs’ styrtdyk. En ferie i Tyrkiet koster 53,4 pct. mindre end gennemsnittet i Europa.
Også Ungarn, Malta og Kroatien er gunstige ferielande med prisniveauer på mellem 35 og 45 pct. under snittet i EU. Malta er velkendt som ferieland for danskerne, mens Kroatien er hastigt på vej frem blandt vores favoritter.
Spanien holder sig fortsat pænt under snittet – 23 pct – selvom det nok kommer an på, hvor man lægger sin ferie i danskernes udenlandske ferieland nummer ét.
De tyske statistik-folk anbefaler også at rejse til Storbritannien. På grund af Brexit usikkerheden står det britiske pund (GBP) lavt for tiden, således at hoteller, pubber og restauranter koster tre pct. mindre end EU gennemsnittet.
Spørgsmålet er, om England, Skotland, Wales og Nordirland ikke bliver endnu billigere, når dronning Elizabeths land forlader EU om et par måneder.
Som nævnt ligger Danmark helt i den modsatte ende, når vi taler priser. Niveauet i vores lille land ligger hele 33 pct. over gennemsnittet i EU. I Norge er det hele 46 pct!
Frankrig er også dyrt at holde ferie i, men langt fra så kostbart som Danmark eller Norge. Rejser man til hjemlandet for Asterix og Emmanuel Macron, må man regne med at betale tre pct. over EU-gennemsnittet for sin overnatning, bespisning, rødvin og cafe au lait….
Skriv et svar