SAS har bestilt 50 nye Airbus fly, hvor de første skal komme i drift senere i år. Dermed begynder det skandinaviske flyselskabs farvel til Boeing. I stedet vil SAS af omkostnings-grunde satse udelukkende på europæiske Airbus fly.
SAS har bestilt flere Airbus modeller til både de korte og lange distancer, men den seneste nye A321 LR – LR for Long Range – var ikke imellem. Indtil i går.
Da meddelte SAS nemlig, at man vil lease tre af de nye langt-rækkende og relativt små A321 LR – som supplement til de 50 maskiner, man har i ordre hos Airbus.
SAS overvejer samtidig, at en del af selskabets bestilling af Airbus A320 neo maskiner til de korte ruter vil blive ændret til de større og nyere A321 LR modeller. Det afhænger nok af, hvilke erfaringer SAS gør med de tre, som man foreløbig har lejet hos amerikanske Air Lease Corporation.
Den første Airbus A321 LR . se indledningsfoto til artiklen – vil kunne øjnes i SAS-bemaling fra første halvår af 2020.
Den – og dens to søskende – vil give SAS mulighed for at tilbyde flere internationale ruter, færre omstigninger og kortere rejsetider til og fra Skandinavien – som SAS skriver i en pressemeddelelse.
Takket være tre ekstra brændstof-tanke kan Airbus A321 LR flyve op til 7.400 kilometer. Det er tilstrækkeligt til at nå lufthavne i det nord-østlige USA, som f.eks. Washington eller Chicago, i Canada, Mellemøsten eller Indien fra København – uden mellem-landinger undervejs.
Da A321 LR kun har typisk ca. 200 sæder, er flyet oplagt til at forbinde mindre lufthavne med hinanden, der ikke har passager-grundlag nok til store langdistance maskiner som f.eks. Airbus A350 eller Boeing 787 Dreamliner.
Man kunne f.eks. sagtens forestille sig, at SAS ville give Billund sin første direkte rute til USA. Lufthavnen, man lander på på den anden side af Atlanten, behøver heller ikke at være en af de store, kendte – og dyre for flyselskaberne.
SAS bruger i øjeblikket store Airbus A330 maskiner med 266 sæder og ældre A340 fly med 245 passagerer på sine lange ruter til og fra København, Oslo og Stockholm.
Med Airbus A321LR i stalden vil SAS få bedre mulighed for at konkurrere direkte med Norwegian, der har lokket mange passagerer fra SAS i de senere år.
SAS har primært bestilt de mindre A320 neo fly hos Airbus, men har også sikret sig options til at købe otte store Airbus A350-900 maskiner og et enkelt A330-300 fly.
Amerikanske Air Lease Corporation, som SAS lejer sine ekstra tre fly fra, har bestilt 130 nye A321 maskiner hos Airbus. 15 af dem var leveret ved udgangen af 2018.
Skriv et svar