Hvert år omkring dette tidspunkt dukker det samme spørgsmål op hos mange familier. Hvor skal vi tage på sommerferie næste gang?
Vil I gøre det nemt for jer selv og bestille en all-inclusive tur til et populært rejsemål sydpå. Med sol, strand, måltider, værelse og underholdning ordnet, uden at man skal røre en tommelfinger selv?
Vil I måske hellere blive hjemme i Danmark og satse på, at sommeren bliver lige så fantastisk som sidste år?
Eller går I med planer om at leje et sommerhus eller en feriebolig, hvor I har lidt mere privatliv end på et stort hotel og på et populært ressort nede sydpå?
Svaret på de to sidste spørgsmål kan I finde i denne artikel. I hvert fald, hvis lejeprisen på sommerens feriebolig spiller en rolle.
I samarbejde med den store tysk-ejede online søgemaskine Holidu.dk kan Trends & Travel nemlig afsløre de typiske feriehus priser på Europas mest populære destinationer. Både når det gælder højsæsonen i 2019 og i ugerne på hver side af hovedsæsonen.
Lad det være sagt med det samme: Priserne svinger fra 41 euro til voldsomme 608 euro i gennemsnit på døgn. Det svarer til 310 og 4.600 kroner om dagen. Vel at mærke midt i højsæsonen.
De dyreste ferieboliger i Europa finder man i Monaco, Island og Storbritannien, mens priserne i Tyskland vil priserne vil stige en smule i forhold til 2017.
Har I mulighed for at holde sommerferien udenfor højsæsonen, er der flest penge at spare i Danmark, Irland, Kroatien og Grækenland. Da falder priserne nemlig mærkbart.
Holidu.dk har samlet data fra flere millioner ferieboliger i 45 forskellige lande. Søgemaskinen har herefter udregnet den gennemsnitlige lejepris pr. døgn for feriehuse og -lejligheder, der har plads til mellem tre og otte overnattende personer. Altså en hel familie eller venne-gruppe.
De billigste og de dyreste
I højsæsonen koster en feriebolig 124 euro i døgnet i Europa – ca. 940 kroner. Det er selvfølgelig et gennemsnit med meget stor forskel på top og bund i pris-barometret.
Her i midten af skalaen finder vi lande som f.eks. Finland med 125 euro pr. dag , Andorra med 117 euro, Tyskland med 128 euro og Kroatien med 120 euro. Altså i gennemsnit, for også inden for de enkelte lande varierer prisen meget efter boligens størrelse, kvalitet og geografiske placering.
Hvis I er undervejs i august, bliver det meget kostbart at leje en feriebolig i Monaco. 359 euro eller ca. kroner må man regne med i det lille fyrstedømme ved Middelhavet. Det er laaangt dyrere end hos prislistens nummer to Island (230 euro) og Storbritannien med 209 euro.
Billigst er det ifølge Holidu.dk at rejse til Østeuropa i højsæsonen. En feriebolig i Bulgarien koster således kun 69 euro – ca. 520 kroner – i gennemsnit. Dertil kommer billige mad- og drikkevarer og mange flotte sandstrande. Ikke underligt, at Bulgarien handles som en af de hemmelige favoritter til næste sommer.
Lidt dyrere – 88 euro – er lille Montenegro, som de fleste turister oplever som et én-dages stop på krydstogtet i Middelhavet og på vej til Venedig.
Det billigste sted i Europa at leje en feriebolig i højsæsonen er Makedonien lige nord for Grækenland. Her kan man leje et hus eller en lejlighed for bare 41 euro i snit pr. døgn.
Store forskelle i Spanien
Danskernes mest populære ferieland er Spanien, hvor en feriebolig med tre til otte senge typisk koster 171 euro – ca. 1.300 kroner – at leje pr. døgn. Det gør Spanien til det 9. dyreste land i Europa ifølge Holidu.de
Priserne svinger enormt, alt efter hvor i Spanien man kigger efter en lejlighed eller et hus til sin sommerferie.
Har I f.eks. en drøm at have en egen bolig på en af De Baleariske Øer – skal der gribes dybt i lommerne. På Ibiza er prisen i gennemsnit 608 euro om dagen i højsæsonen – ca. 4.600 kroner.
Menorca koster lidt over det halve med 350 euro pr. døgn, mens altid populære Mallorca kan fås for 272 euro. Det er ca. 2.000 kroner.
På fastlandet skal man af med 183 euro i døgnet på Costa Brava og 179 euro på Costa del Sol – i snit i august måned 2019.
Så er det meget billigere på De Kanariske Øer, men deres hovedsæson er altså også lige nu, mens vi har vinter i Danmark. På Tenerife kan man f.eks. leje en pæn stor feriebolig for 98 euro pr. dag i august.
Kroatien er blevet trendy
Rejse-eksperter udpeger Grækenland (187 euro), Portugal (152 euro) og Kroatien (120 euro) som de mest trendy ferielande i 2019.
Kroatien gik længe for at være et billigt sted at holde ferie, men det har ændret sig i takt med, at landet er kommet mere og mere i fokus. I dag ligger Kroatien omkring det europæiske gennemsnit for ferieboliger.
Grækenland hører til Europas dyreste i højsæsonen, men ligesom i Spanien er der store forskelle på priserne i de forskellige regioner og på landets mange øer.
På Kos kan man godt finde en feriebolig til 120 euro i gennemsnit pr. dag. Flytter vi over til Mykonos, firedobles priserne. Den eftertragtede ø tager typisk 481 euro i døgnet – og det gør Mykonos til Europas aller-dyreste.
Så er det langt billigere at søge en ferie-lejlighed eller et hus at leje på f.eks. Lesbos og Samos. Med henholdsvis 77 og 94 euro ligger de to øer pænt under det europæiske gennemsnit i pris pr. døgn.
Portugal placerer sig også i midterfeltet af ferieboliger i Europa. Den trendy Algarve er ret dyr med 190 euro pr. døgn i gennemsnit i august.
Så kan man spare en del penge ved at vælge de portugisiske øer i Atlanterhavet. På Madeira er gennemsnits-prisen 89 euro, mens Azorerne koster op til 121 euro om dagen.
Tyrkiet er vendt tilbage som eftertragtet ferieland, og dét kan mærkes i priserne. Gennemsnittet ligger i dag på 121 euro med badebyerne som de dyreste.
Sile ved Sortehavet koster således 200 euro pr. overnatning. Belek ved Middelhavet er ikke meget billigere med sin 191 euro. I den sammenhæng får man rigtig meget for pengene, hvis man lejer en feriebolig i storbyen Istanbul – 89 euro pr. døgn.
Frankrig og Italien lige dyre
Danskere kan også godt lide at holde ferie i Italien og Frankrig, der begge er oplagte til at leje ferieboliger i. Prismæssigt ligger de på samme niveau i den øverste tredjedel i Europa.
Regionen omkring Venedig er det dyreste sted at leje sig ind i august og dermed højsæsonen. 177 euro – ca. 1.350 kroner – ligger gennemsnittet på.
Det er over dobbelt så højt som i Italiens næstmindste region, Molise, der ligger i det midterste af støvlelandet med en kyst ud mod Adriaterhavet. Her koster en lejebolig i snit 85 euro.
Går lysten mod de italienske øer, ligger Elba højest med 168 euro pr. døgn. Sardinien følger lige efter med 166 euro, mens Sicilien fås for mere beskedne 131 euro om dagen.
I Frankrig er det næppe overraskende, at det bliver kostbart, når man vil bo i Paris og omegn eller ved Cote d’Azur ved Middelhavet.
Ile-de-France i Paris koster således 210 euro i gennemsnit i højsæsonen. Middelhavs-kysten og Provence ligger lidt lavere med 180 euro i snit pr. døgn.
Så er det en del billigere at vælge feriebolig ude i Frankrig. Bretagne og Normandiet ligger på niveau med det europæiske gennemsnit – altså omkring 120 euro eller godt 900 kroner.
Er I til den mere eksotiske del af Frankrig, er der øer som La Reunion i Det Indiske Ocean eller Martinique og Guadeloupe i Karibien.
Lejepriserne er moderate med 110 til 120 euro. Til bliver det dyrt i flybilletter at rejse frem og tilbage til de tre spændende øer, der stadig tilhører Frankrig.
Billigere uden for højsæson
Når man kigger nærmere på Holidu.dk’s pris-indeks, bliver det hurtigt klart, at der er mange penge at spare ved at leje ferieboliger uden for højsæsonen. Og dog – der findes undtagelser.
Danmark giver den største rabat (45 pct), når man booker sit feriehus eller lejlighed i september. I Kroatien kan man spare 41 pct, i Irland 37 pct, i Grækenland 35 pct og i Italien 34 pct.
Tager man hele Europa som gennemsnit, er prisen i september omkring 10 pct. billigere end i august. Niveauet ligger således på 111 euro.
Også på de italienske øer Elba og Sardinien falder priserne drastisk fra august til september. Henholdsvis 45 og 47 pct.
I Frankrig er nedslagene i pris noget mere moderate – minus 26 pct. i gennemsnit. Størst er faldene i traditionelle bade-områder som Cote d’Azur og på Korsika – 35 pct.
Vil man helt ned i pris, skal rejsen gå til Makedonien. Her kan man leje en ok feriebolig for bare 39 euro pr. dag i september – ca. 290 kroner. Det er det billigste i hele Europa.
Men som nævnt – der er undtagelser, hvor ferieboliger faktisk er dyrere at leje i september end i august:
I det i forvejen dyre Monaco stiger lejepriserne fra 359 til 440 euro i gennemsnit. Det svarer til et hop på 24 pct. I ministaten San Marino må man sågar regne med et tillæg på 111 euro!
Også i Tyskland går priserne op i mange storbyer i september. Det er f.eks. i Frankfurt med 124 pct, i München med 41 pct, i Berlin med fire pct og i Hamborg med tre pct.
Den tysk-ejede feriebolig søgemaskine Holidu.dk har også en dansk-sproget afdeling. Her kan man søge på over 14,7 millioner lejligheder og huse fra flere end 100 udbydere….
Skriv et svar