Måske er det den fantastiske sommer sidste år, der spøger i kulissen. Måske er danskerne bare kommet senere ud af startblokkene end sædvanligt.
Salget af ferierejser til sommeren 2019 har nemlig været sløvere end normalt i den netop overståede januar, fortæller Danmarks næststørste charterselskab Apollo.
Apollo regner med, at udviklingen vil vende i de kommende uger og måneder. En kold omgang vinter vil hjælpe, så danskernes udlængsel for alvor bliver vakt. Måske lige vinterferien i uge 7 og 8 skal overstås.
Danskerne skal også lige mindes om, at det er nu, hvor det ofte er det bedste tidspunkt at booke sin sommerferie. Både når det gælder pris og udvalg af hoteller og rejsemål.
”Selvom den forgangne, meget varme sommer godt kan mærkes på vores sommerferie salg, begynder vi at kunne se, at danskerne er begyndt at booke nu. Mallorca, Samos og Fuerteventure er f.eks. kommet godt fra start. Det samme gælder Korfu og evigt populære Kreta. Det er på de destinationer, at risikoe er størst for at møde sin nabo, når man selv er udenlands,” fortæller Glenn Bisgaard. Han er kunde- og kommunikations-chef i Apollo.
Det er kun fem måneder til, at den næste sommerferie-sæson bliver skudt i gang. Det kan virke som meget laaaang tid for mange danskere, når de kigger ud ad vinduet på koldt gråvejr, frostgrader og et stigende underskud af D-vitamin på grund af den manglende sol.
Derfor er det vigtigt at huske, at der lige nu er en stor tag-selv-buffet af destinationer at vælge fra hos rejse-udbyderne på det danske marked. Ligegyldigt, om man hører til dem, der vender tilbage til det samme rejsemål år efter år – eller hellere vil prøve noget nyt i hver sommerferie.
Apollo advarer om, at især de mennesker, der gerne vil rejse flere sammen – f.eks. familier – bør være ude tidligt med deres bookinger. Ellers er det ikke sikkert, at ønsker til indkvarteringer, pris og destination kan gå op i en højere enhed.
Går man meget op i priser og rabatter, er februar en god måned at bestille sommerferien i. Kan man samtidig flytte sin ferie fra juli og august til f.eks. juni, er der rigtigt mange penge at spare.
Eksempler på rejsemål, hvor priserne lige nu er i bund, er Rhodos, Parga og Kos i Grækenland, Alanya i Tyrkiet eller Hurghada i Ægypten….
Skriv et svar