Selve flybilletten bliver billigere og billigere, men rejsen bliver alligevel dyrere. De færreste kan nemlig nøjes med den ”nøgne” billet og betaler derfor ekstra gebyrer for bagage, adgang til Wi-Fi og film ombord, forplejning undervejs – og for at få lov til at sidde ved siden af sin familie, ven eller kollega.
Europæiske lavpris-selskaber henter 25 pct. af deres indtægter fra disse poster, der nutildags kaldes for ”A la Carte” og tidligere det ikke helt så sexy ”Ancillary Revenue”.
Tager man alle internationale flyselskaber i Europa som helhed, udgjorde andelen af ”a la carte” 9,7 pct. af deres totale omsætning i 2018.
Europa er også hjemsted for fire af de flyselskaber i verden, som er mest afhængige af at sælge a la carte til deres kunder. De fire er easyJet, Norwegian. Eurowings og Ryanair.
Alt sammen er det lavpris-selskaber, men deres klassiske konkurrenter har såmænd også lært lektien. De er langt fra ”full service” længere. I hvert fald ikke, når man flyver på de billige klasser.
Det fremgår af den halv-årlige ”CarTrawler Global Statistics of a la Carte Revenue”, som det internationale konsulent firma IdeaWorksCompany offentliggjorde i går.
Den afslører, at europæiske flyselskaber scorede over 152 milliarder kroner (22,5 mia. USD) i ekstra gebyrer fra deres passagerer. Alene i 2018. Det er dobbelt så mange penge som i 2014!
IdeaWorksCompany har undersøgt regnskaberne fra 175 flyselskaber for at finde deres mere eller mindre skjulte ”ancillaries” – på dansk ekstra eller supplerende indtægter.
Det blev til summa summarum 64,8 milliarder USD sidste år på verdensbasis – 438,4 mia. kroner. Europa sad alene på en tredjedel.
De fleste flyselskaber kan slet ikke klare sig uden ekstra indtægterne. For flere lavpris-selskaber er de ganske enkelt livsnødvendige.
De henter over 40 pct. af deres indtægter alene på den konto. Selve billlet-prisen pr. sæde for en rejse over f.eks. Atlanten kan slet ikke dække udgifterne.
Den udvikling ser man især i Asien, Afrika og Mellemøsten, hvor andelen af ”a la carte” indtægter vokser hurtigere end andre steder i verden.
Europæere – og danskere – støder efterhånden ind i trenden overalt. Især, hvis man vil flyve langt som til USA.
Traditionelle flyselskaber som British Airways, Lufthansa og Air France / KLM har således introduceret nye Basic priser, hvor man kun betaler for den ”nøgne” transport.
Det giver mulighed for at reklamere med billetter til lavpris. De ser billige ud i tilbuddet, men ligesom hos lavpris-konkurrenterne kommer der en masse oveni – bagage, plads-reservation, priority boarding, mad og drikke.
De ekstra gebyrer tjener flyselskaberne til gengæld rigtig godt på. På bundlinien kan de derfor fortsat flyve med overskud.
Spændende bliver det så at se, om de europæiske flyselskaber skæver til, hvad verdens største lavpris-selskab gør. Det er amerikanske Southwest Airlines, der fortsat ikke opkræver penge for ekstra bagage.
Southwests rivaler på hjemmebane – først og fremmest giganterne Delta Air Lines, American og United – har for længst adopteret lavpris-sektorens principper.
De tre store tjener i dag betydeligt flere penge på ”a la carte” indtægter end forbilledet Southwes Airlines.
Firmaerne bag denne nye analyse er CarTrawler og IdeaWorksCompany. Førstnævnte udvikler teknologi platforme og online markedspladser for rejse- og transport-industrien. Idea er specialist i at implementere “a la carte” systemer….