Lige før jul fik København et meget markant nyt livsstilshotel midt på Rådhuspladsen. CitizenM ser ikke ud af meget udefra, men er desto mere moderne og trendy indendørs-
CitizenM er en hollandsk kæde, der lige nu søger efter en ekstra adresse i København. Hovedstaden kan sagtens bære to hoteller i samme high-tech stil, mener kæden. Indtil den adresse er fundet, udvider Citizen M i udlandet. Senest med et nyt hotel i Shanghai i Kina.
CitizenM er bestemt ikke den eneste kæde, der har set mulighederne i at udvide Københavns i forvejen brede hotel-udbud med et nyt, hvor målgruppen er unge i Millenials generation.
Det er de 18- til 35-årige, som er vokset op med internet og smartphones. Mennesker, der mener, at hoteller skal være mere socialt engagerende og skal væk fra den prætentiøse stil.
Moxy Copenhagen bliver den nye og direkte konkurrent til CitizenM. Moxy åbner om tre uger – mere præcist den 18. marts i Københavns sydhavns-kvarter på den stærkt trafikerede Scandiagade. Her vil Moxy bestemt ikke være diskret i sit ydre.
Moxy fortæller, at man gerne vil integreres meget mere i det lokale miljø, end hoteller normalt gør. Lokale beboere er mere end velkomne til at gå på opdagelse i Moxys mange spil og hygge sig i bar og fællesrum.
Baren i Moxy Copenhagen bliver derfor magneten på det nye hotel. Både for hotellets egne gæster og gerne også besøgende udefra.
Om dagen fungerer Moxy baren som et socialt ”co-working rum” og spillested for såkaldte ”fun hunters”, der savner et sted at have det sjovt med andre ligesindede.
Om aftenen skal baren forvandles til et samlingspunkt for Sydhavnen med musik, cocktails, gode fadøl og underholdning.
Moxy konceptet er udviklet af en hotelkæde, som de fleste ellers forbinder med ret dyre og ret amerikanske hoteller – nemlig Marriott.
Moxy er helt bevidst skabt for at bryde med traditioner. Indretningen er meget anderledes end andre Marriott hotellers. Samtidig skal Moxys værelser være til at betale for almindelige mennesker.
Moxy introduceres til København af den forholdsvis nye danske hotel-operatør Core Hospitality. Virksomheden blev stiftet i 2017 og driver allerede Hotel Marina i Vedbæk og Quality Airport Hotel Dan i København. Nu kommer så Moxy i Københavns sydhavn og derefter nok et Moxy i norske Bergen.
Sydhavmem er måske ikke den mest sexy og charmerende del af København lige nu, fordi de fleste forbinder den med industri-område og som ind- og udkørsel til motorvejene.
Men Sydhavnen er under stærk forvandling i disse år. Her ligger bl.a. Aalborg Universitet, masser af nye lejligheder, spændende restauranter og moderne kontorlokaler.
Moxy Copenhagen i Sydhavnen får 226 værelser med specielt lyd-isolerede værelser, der alle har air condition, hurtigt og gratis Wi-Fi samt 43 tommers tv med Netflix mulighed.
Hotellet får gratis træningsrum til sine gæster, fleksible og uformelle mødelokaler, en central og vigtig bsar samt cykeludlejning til både gæster og lokale beboere.
Den moderne livsstils-filosofi skinner igennem, når der overalt i hotellet er masser af USB-stik til opladning af smartphones, tablets, laptops, smartwatches og trådløse øretelefoner….
Skriv et svar