Hvad får alle passagerer hos alle flyselskaber selv til den billigste billet?
Ikke ret meget efterhånden nu, hvor stort set alle flyselskaber har lært af deres lavpris konkurrenter – og tager penge for de fleste ting.
Gratis måltider er streget på mange flyruter, når man rejser på Economy Class. Det samme gælder fri drinks.
Et eget sæde får man selvfølgelig – ståpladser er indtil videre forbudt. Til gengæld skal man betale ekstra for at få et bestemt sæde. F.eks. ved siden af de mennesker, man rejser med.
Og toiletterne – de er stadig gratis at bruge. Trods alt.
I det brasilianske parlament diskuterer politikerne i øjeblikket om endnu en ting, der bør være gratis og en menneskeret for alle, der rejser med fly.
Brasiliens lovgivende forsamling skal snart tage stilling til, om alle passagerfly i det store land skal være forsynet med USB og/eller klassiske elstik ved hvert sæde.
Det brasilianske parlaments-medlem Mariana Carvalho fra midter-partiet PSDB vil forpligte alle flyselskaber, der opererer indenlands til at forsyne deres passagersæder med strømstik. Helst vil hun også kræve det samme af de udenlandske flyselskaber, som har brasilianske destinationer.
Hun siger, at næsten alle passagerer i dag har en mobiltelefon med ud at rejse. Den skal de have lov til at bruge ombord på flyet og så selvfølgelig have adgang til at holde den opladet undervejs.
Hun tilføjer, at flere og flere arbejder på rejsen. Derfor har de en laptop eller en tablet med, som de også kan bruge til at fordrive tiden med spil, film, tv og anden underholdning.
Carvalhos forslag er ikke uden modstand i det brasilianske parlament. Flere af hendes modstandere mener, at flyselskaberne nok vil finde en eller anden måde at tage penge for strømmen. Mad og drikkelse, der tidligere var gratis, skal man jo også betale for.
Carvalhos lovforslag siger derfor, at indbygningen af USB- og/eller elstik ikke må påvirke billetpriserne. Anvendelsen af dem skal være gratis.
Tænke sig, at det nu skal helt op på regeringsplan for at få noget gratis hos flyselskaberne….
Skriv et svar