Vi ved alle sammen, at rejser kan være dyre. Nogle af dem ligefrem kostbare, hvis man vil forkæle sig selv rigtig meget eller kaster sig ud i en masse ekstra omkostninger.
Selvfølgelig findes der også rejsemål, der koster meget mere at besøge, end almindelige turister har råd til eller bare tør drømme om.
Det kan skyldes, at destinationerne ligger i fjerne hjørner af de klode, som det er svært at nå frem til. De kan også være så sjældne, at kun få får lov til at se dem. Eller de er bare så vildt luksuriøst indrettede, at 99,99 pct. af alle kun vil opleve dem på billeder, i historier eller på tv.
Selvfølgelig hjælper det at være mange-millionær eller bankrøver, der ikke er fanget. Måske har man vundet i Lotto eller fundet en skatkiste med indhold, da man sidst var på budget sommerferie et sted, hvor man kunne dykke.
Og selv da – vil mange nok tænke sig om en ekstra gang, inden de beslutter sig til at besøge en af de 10 ekstremt dyre rejsemål, som Trends & Travel præsenterer i denne artikel.
1 – White Desert Retreat – Antarktis
Klodens dyreste rejsemål lige nu ligger næsten så langt sydpå, som man kan komme. White Desert Luxury Retreats ligger midt i Antarktis nær Sydpolen – og koster den nette sum af 195.000 USD at besøge. Det er godt 1,3 millioner kroner.
White Desert er rimeligt luksuriøst indrettede huse, der er anbragt i Whichaway Camp på det is- og snedækkede kontinent.
Turen varer kun 24 timer og indbefatter en fem-timers flyvetur fra Cape Town i Sydafrika, otte timers ekspedition i det hvide vildnis, en gourmet middag tilberedt af en Michelin udsmykket kok – og ikke mindst masser af årgangs-champagne.
2 – Royal Penthouse i Geneve
Verdens i øjeblikket næst-dyreste rejsemål bringer en til Europas største hotel suite. Den ligger i President Wilson Hotel i schweiziske Geneve.
Royal Penthouse er vild luksus fra ende til anden. Suiten efterlader et dybt indtryk på gæsterne og et endnu større hul i deres tegnebog. Et døgn i suiten koster nemlig 80.000 USD eller over en halv million kroner.
3 – Necker Island i Karibien
Necker – er det ikke dér, hvor milliardæren og super-iværksætteren Sir Richard Branson tumler sig med verdens kendisser?
Jo da. Branson er bare ikke selv så ofte på den eksotiske ø midt i Karibien. Derfor kan kapital-stærke gæster leje sig ind på ledige dage for 80.000 USD pr. overnatning.
Til gengæld kan de så bagefter prale af, at de har sovet i samme hus som Richard Branson selv – eller måske endnu bedre den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og frue.
4 – Hilltop Villa på Fiji øerne
Sammenlignet med Necker Island er det nærmest et feberbilligt tilbud at tage på ferie på Fiji øerne i Stillehavet. Især, hvis man er så heldig, at man kan booke en luksus villa i Laucala Island Resort.
Villaen på toppen af en bakke med forrygende udsigt koster 44.000 USD i døgnet – det er omkring 296.000 kroner.
Selvom man skulle være i stand til at tømme sit kreditkort for den sum, er det langt fra sikkert, at man får overrakt nøglen til den flotte villa.
Lauca Islands private ejer forbeholder sig også ret til at vurdere, bedømme, godkende eller eventuelt kassere ansøgere.
5 – Alang Alang i franske Cannes
Navnet er balinesisk. Byggestil og indretning også. Den geografiske placering er bare i den anden ende af verden – nemlig i Cannes ved Middelhavet.
Hvis man er til Cote d’Azur, har pengepungen i orden og måske er film-interesseret, er Alang Alang Chateau det helt rigtige.
Slottet er da også altid fully booked, når der er film-festival i Cannes. Stjerner fra det store lærred skal jo bo anstands-mæssigt, når de nu forlader Hollywood til fordel for det sydfranske.
Alang Alang koster 41.000 USD – ca. 276.000 kroner – pr. nat. Med i prisen får gæsterne masser af luksus, en fantastisk udsigt over Middelhavet og dygtigt personale på hver fingerspids.
6 – Suite 5000 på Mandarin Oriental i NY
Den dyreste hotel suite i USA ligger i New York. Den er placeret på 50. etage på Mandarin Oriental Hotel, så den er ikke kun high society, men også på high level.
Mandarin Oriental gør ikke meget for at reklamere for sin unikke suite højt oppe i skyskraberen. Faktisk omtaler hotellet slet ikke eksistensen af Suite 5000 på sin hjemmeside.
De mennesker, hotellet vil have som gæster i suiten, kender den ad andre veje. Det må gerne være så få som muligt. Suiten skal på alle måder være eksklusiv.
Billeder, der er smuglet ud fra suiten, fortæller, at den er som en historisk vandretur gennem New Yorks historie fra 1930 og op til i dag.
Nogle vil kalde suiten et museum. I så fald er indgangs-billetten meget dyr. 36.000 USD pr. døgn – knap en kvart million kroner.
7 – Chalet Zermatt i Schweiz
Hvis man er til alpin skisport og bare vil bo bedre end alle andre på skiferie, er Charlet Zermatt Peak i Schweiz det helt rigtige.
I Zermatt tumler de rige og de smukke sig i sneen – blandt dem også filmstjerner og kongelige med blåt blod i årerne.
Når man returnerer fra sneen med rød næse og kolde tæer, byder dette lille slot på komfort og hygge i topklasse. Der er f.eks. egen massage service, privat bar og en Michelin-begavet kok i køkkenet.
Prisen er desværre derefter – 27.300 USD eller ca. 184.000 kroner pr. nat.
8 – Penthouse på Hotel George V i Paris
Nu er vi så landet midt i byernes by – på toppen af et af de mest berømte luksus hoteller i verden. Penthouse lejligheden i Hotel George V i Paris.
Romantiske middage på tag-terrassen med direkte udsigt til Eiffeltårnet, Seinen og det gamle Paris’ tage. Det er som taget direkte ud af en gammel Hollywood film med Grace Kelly og Cary Grant.
Man kan selvfølgelig også tage et skumbad i lejlighedens store marmor badeværelse eller gå på opdagelse i de mange små ”extras”, som hotellets management har efterladt til sine gæster oppe i toppen.
En nat i Penthouse lejligheden på Hotel George V tømmer din bankkonto for 26.500 USD eller ca. 178.000 kroner.
9 – President Suite, Hotel Principe i Milano
Milano kalder sig tøjmodens hovedstad i verden. Selvfølgelig skal den påstand matches af en ekstravagant hotel suite.
Hotel Principe di Savoia byder sine gæster velkommen i, hvad der formentlig er klodens mest oppulente suite.
Den rummer egen pool, chic lysekroner og møbler i lille fløjl får det hele til at ligne et kongeligt palads fra fortiden. Prisen er til gengæld meget nutidig – 20.000 USD pr. nat eller knap 135.000 danske kroner.
10 – Sky Villa, Palms Casino i Las Vegas
Med den enorme omsætning i spil, gambling og casino – og verdens popstjerner på scenen – må Las Vegas nødvendigvis også have et overnatnings-sted til Top-10 på denne klode.
Det ligger I toppen af Palms Casino Resort og lyder navnet Sky Villa. Størrelsen passer til betegnelsen villa, og udsigten skal være utrolig over det kaotiske og konstant neon-lysende Las Vegas.
Soveværelset domineres af en enorm cirkelrund seng med matchende spejl i loftet. På balkonen uden for kan man tage en svømmetur i poolen med store stearinlys omkring.
Lidt held i sprøjten ved den enarmede tyveknægt, rouletten eller black jack bordet kan snildt betale en overnatning i Sky Villa. Den koster 20.000 USD pr. dag….
Skriv et svar