Man kan aldrig starte for tidligt, hvis man vil være en stor mand som voksen. Det gælder vel også i luftfart, selvom det her kræver mere end en almindelig sparegris at kunne købe passagerfly, piloter, kabine personale, flybrændstof osv.
Alligevel kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over denne historie fra Australien – og i øvrigt være glad på vegne af det store australske flyselskab Qantas, at det har en topchef med både humor og social forståelse.
Historiens centrale person er den 10-årige Alex Jacquot, der som mange andre i hans alder interesserer sig for fly. OK – i Alex’ verden drejer det meste sig om luftfart og passagerfly.
Sammen med en kammerat har Alex grundlagt sit eget flyselskab Oceania Express. De to knægte finder ud af, at det måske ikke er en helt så enkel opgave. Derfor skriver Alex ganske enkelt et brev til Quantas boss Alan Joyce og be’r om gode råd.
”Vær venlig at tage mig alvorlig,” skriver den 10-årige. ”Jeg vil grundlægge et flyselskab og har allerede beskæftiget med egnede flytyper, med flynumre og med catering.”
De første ansatte har den unge entreprenør også hyret: ”Jeg er selv CEO og har en CFO, en IT-chef, en til de juridiske spørgsmål, til service ombord og til at vedligeholde flyene.”
Alex har imidlertid flere problemer, der giver hans unge hoved spekulationer. Et af dem er søvn. Eller rettere:
Hvordan kan hans fremtidige passagerer finde ro nok ombord, når de skal flyve 25 timer non-stop fra Australien til fjerne verdensdele?
Nu håbede Alex Jacquot så, at Qantas chefen ville svare ham og kunne give nogle værdifulde tips.
Alan Joyce fra Qantas tog skam knægtens henvendelse seriøst. Han offentliggjorde det håndskrevne brev på flyselskabets Facebook side og vedlagde straks det svar, han sendte til den lille – måske kommende konkurrent til Qantas.
”Jeg har godt hørt rygter om, at vi havde en ung konkurrent, og et nyt flyselskab ville åbne i Australien,” svarer Joyce,
”Normalt ville jeg ikke give rivaler gode råd. I dit tilfælde vil jeg dog gøre en undtagelse. Jeg har nemlig også selv været en dreng, der var vild med fly.”
Derefter forklarer Qantas topchefen, at det vigtigste altid er sikkerhed. Derefter følger god betjening og komfort for alle passagerer.
Til sidst inviterer Alan Joyce sin meget unge kommende konkurrent til en personlig samtale. Den skal foregå i Qantas’ hovedsæde, og knægten skal få en rundvisning for at se flyselskabets central, hvor alle passagerflyene bliver dirigeret fra.
Qantas bossens venlige svar er blevet et viralt hit på Facebook, hvor det er kopieret utallige gange og har hentet endnu flere Likes. God kundeservice.
Alex havde nok ikke regnet med at få sådan et svar. Til radiostationen 2 GB Sydney fortæller han vildt spændt, at han var hoppet rundt i ti minutter i sine forældres hus af lutter begejstring.
Alex’ mor tilføjer i radio-interviewet, at der nu skal findes en dato til mødet, så ikke går ud over sønnens skoledag. Desuden skal Qantas chefen jo også lige finde tid i sin travle kalender.
Det er da en solstråle historie….
Skriv et svar