Man kan sige, hvad man vil om danske flyselskaber. Ikke fordi der er så mange af dem. Men de, der er, har sans for at skabe dramatik omkring sig.
Det er kun en måned siden, at Nordjylland fik sit eget internationale flyselskab. Det nye Great Dane Airlines vil både transportere ferie-turister for flere store charter-selskaber – og så vil den ”store hund med vinger på” håndtere egne faste flyruter fra Aalborg til Nice, Dublin og Edinburgh.
Allerede, inden Great Dane Airlines lettere på sin første flyvning den 5. marts, blev selskabet rystet af en skandale i sin ledelse og ejerskab.
Det viste sig, at den ene ejer og selskabets økonomi direktør Duc Huy Nguyen havde fiflet med sin CV, hvor der stod eksaminer og uddannelser på danske universiteter, som han slet ikke havde været i nærheden af.
For ikke at miste tilliden hos banker, leverandører og potentielle kunder trak den vietnamesisk fødte medejer sig omgående ud af Great Dane Airlines.
I går blev så en ny med-ejer offentliggjort. Han er en holden mand og et kendt ansigt i nordjyske erhvervs-kredse. Det vil uden tvivl gavne flyselskabet i både image og troværdighed.
Den nye medejer og bestyrelsesformand er Eigil Bødker Christensen, der grundlagde sin formue i 1980’erne med det store Color Print trykkeri. Siden har han bl.a. investeret i Nordjysk Elhandel, ligesom han er hoved-aktionær i Aalborg Håndbold.
Den anden hoved-aktionær i Great Dane er Thomas Hugo Møller, der selv har en pilotlicens og i øvrigt ejer en stor Grand Danois hund hjemme i privaten.
Ifølge dagbladet ”Nordjyske” har Great Dane Airlines nu en egenkapital på næsten en milliard kroner i ryggen. Det lyder som et solidt landings-stel for et nyt flyselskab.
Great Dane Airlines åbnede officielt sin forretning den 5. marts. Selskabet har lejet to brasilianske Embraer E-195AR jetfly med plads til 118 passagerer.
Embraer maskinerne har rækkevidde nok til at kunne flyve nonstop fra Aalborg til Spanien, Irland, Skotland eller Grækenland.
Det bliver dog ikke kun i Aalborg, at man kommer til at se de hvidt-lakerede fly med Dannebrogs.halen. Charter-opgaverne bringer nemlig også Great Dane til Billund og til Københavns Lufthavn.
Flyene indrettes med flere billettyper, så Great Dane kan håndtere både lavpris- og business-publikummet ombord. Forskellene drejer sig også om bagage, sædevalg og servering ombord…
Skriv et svar