Siden Airbnb åbnede sin internet portal i 2008, har flere og flere mennesker opdaget fordele ved at leje ferieboligen privat. Det er både billigere og mere personligt – og man kommer som regel tættere på den lokale befolkning, end når man overnatter på et hotel eller et hostel.
I dag kan Airbnb fejre en vigtig mærkedag. Airbnb runder nemlig en halv milliard gæste-overnatninger siden 2008. Det svarer til, at der hvert sekund tjekker seks gæster ind i deres bookede bolig på Airbnb.
Airbnb har seks millioner hjem i sin database. De ligger i 81.000 forskellige byer i 191 lande. Og man kan leje alle mulige slags boliger hos Airbnb.
Man kan f.eks. vælge mellem at holde ferie i 4.000 forskellige slotte eller i 2.400 trætoppe. Man kan booke mongolske yurts, svenske ødegårde, franske campingvogne eller danske sommerhuse. Nordmænd overnatter hos værter i Djibouti og vietnamesere hos en grønlandsk familie.
I Danmark havde Airbnb godt en million overnatninger i 2018. Gæsterne kom fra hele verden. De fleste dog fra vores naboland Tyskland. Nemlig 120.000.
Den typiske danske vært har gæster boende i 23 nætter om året og tjener 15.000 kroner på udlejningen via Airbnb.
Europa er den stærkeste verdensdel for Airbnb – meget større end hjemmebanen i USA. Europa står i dag for 45 pct af alle overnatninger. Det er flere end Nordamerika og Asien tilsammen.
Airbnb’s største nat nogensinde var den 11. august 2018, hvor over 1,9 millioner gæster overnattede hos værter i Europa. Det er over dobbelt så mange som på en gennemsnitlig dag.
Det mest bookede Airbnb hjem i Europa er et 600 år gammelt slot i irske Galway. Det er samtidig den mest populære Airbnb bolig i hele verden.
Helt oppe i toppen af Airbnb’s europæiske hitliste ligger også et Bastille værelse i Paris, et værelse i hjertet af Venedig og et privat hjem i belgiske Brügge.
Airbnb’s strategi er at blive en end-to-end rejseplatform, der også skal omfatte booking af fly og andre transportmidler.
Desuden hjælper Airbnb med at få folk i aktivitet, når de er ude at rejse. Via sin Experiences platform kan man booke 25.000 oplevelser i over 1.000 byer verden over. I København er f.es. at ”sup-surfe” i hovedstadens kanaler.
Airbnb har samtidig oplevet en voldsom vækt på 150 pct. i antallet af boutique hoteller, bed and breakfasts, hostels og resorts, der tilbyder værelser og overnatninger via den populære online platform.
Igennem de seneste 10 år har Airbnb værter verden over tjent 428 milliarder kroner på udlejning af private værelser og boliger.
De fleste penge bruger værterne til at istandsætte deres hjem, til den daglige husholdning eller til udlejernes egne rejser ud i verden….
Skriv et svar