Der reklameres ofte med store bogstaver, når de store internationale booking portaler påstår, at de har de bedste priser på og det største udvalg af hoteller.
Virkeligheden er bare ofte en anden, viser en ny analyse, som den tyske online sammenlignings-side mydealz.de har lavet.
Mydealz har undersøgt priserne på 750 hoteller i 42 lande og tjekket både de tilbudte priser på store portaler som f.eks. Booking.com, Expedia eller Hotels.com – og kigget på hotellernes egne hjemmesider.
Desuden har Mydealz også set efter priserne fra en række online rejsebureauer – såkaldte OTA’er – med i sin sammenligning.
Resultatet er, at de ”bedste priser” typisk er 34,5 pct. billigere hos hotellerne selv end på portalerne, der til gengæld har et meget større udvalg at kigge på i hver by.
Booking portaler og OTA’er har desuden en anden svaghed, opdager Mydealz. Mange af de værelser, der blev tilbudt, kan man slet ikke bestille ad den vej.
”Rejselystne mennesker bør kigge med skeptiske øjne på portalernes løfter. Det gælder ikke mindst, når reklamerne snakker om sidste øjebliks priser, og at der kun er få værelser tilbage,” skriver Mydealz.
”Man bør også hver gang sammenligne priserne på flere portaler og tjekke, hvad hotellernes egne hjemmesider fortæller. Det kan lyde besværligt, men det er alle pengene værd,” fortsætter eksperterne fra den tyske sammenlignings-side.
Ifølge det tyske branche-medie ”Allgemeine Hotel- und Gastronomie Zeitung” kan Mydealz ikke finde en klar vinder i sin store hotelpris test. Pris-forskellene varierer meget, og man skal derfor kigge godt efter, inden man trykker ”Book” knappen på sin pc, tablet eller smartphone.
Markedets to største portaler Booking.com og Expedia ligger således i gennemsnt 27 og 25 pct. over den opnåelige ”Best Price”. Den finder man i mange tilfælde på hotellernes egne hjemmesider.
Det strider mod de aftaler, som portalerne laver med hoteller og hotelkæder, men det er hotel-ejerne åbenbart ligeglade med. De vil hellere give rabatter direkte til kunderne end aflevere procenter i provision til portalerne.
Til sin analyse tjekkede Mydealz priserne på det billigste dobbeltværelse til to voksne inklusive morgenmad i perioden fra den 21. til den 28. april 2019. Undersøgelsen fandt sted mellem den 11. og den 15. marts….
Skriv et svar