Det er ikke kun Thailand, som forsøger at skåne naturen på sin berømte Maya Beach for turismen, eller Filippinerne, der lukker sit ferie paradis Boracay i seks måneder.
Nu vil Indonesien gøre det samme med sin ø Komodo, der er hjemsted for jordens største varaner.
Fra januar og et helt år frem skal de mellem 3.000 og 5.000 krybdyr være i fred for nysgerrige turister.
De op til tre meter lange og 70 kilo tunge fortidsdyr lever udelukkende på Komodo, der har lagt navn til dem – og på nabo-øerne Rinca, Gili Montang, Gili Dasami og Flores.
Så sent som i sidste uge skal smuglere have forsøgt at fragte 41 af de fredede varaner til udlandet. – skriver den indonesiske online avis Tempo.co
Her ventede ukendte købere med 10 millioner kroner (1,3 mio. euro) for at sikre sig et usædvanligt kæledyr. Planerne blev heldigvis forpurret af politiet.
Denne episode var dråben, der fik bægeret til at flyde over hos den indonesiske regering. Den vil nu indføre skærpet overvågning af øerne, hvor varanerne lever. Samtidig skal øen Komodo lukkes for turister i et helt år.
I 2018 besøgte i gennemsnit 10.000 turister om måneden Komodo. Desuden er øerne blevet et populært mål for krydstogtskibe. Det slider hårdt på naturen og stresser de sky ”dragedyr”….
Skriv et svar